Som opfølger på sidste års "Hanging Out To Dry", tager duoen Frederik Mortensen og Jesper Svendsen ud på endnu en støvet roadtrip med blues, folk noir og rockabilly i bagagerummet. Gennem otte sange leveres der ikke noget nyt til nævnte genrer, men der er alligevel en sært dragende stemning i de skæve fortællinger.
Skal man starte med det mindre pæne om denne udgivelse, vil det være, at der absolut intet nyt lægges til de genrer, duoen stilsikkert bevæger sig inden for. Det er kyndig blues med touch af andre amerikanske genrer, uden på nogen måde at udforske mulighederne for at skabe noget nyt. Det er (gen)brug af traditionel musiceren, selvom der er lagt ekstra lag af percussion og slideguitar på i studiet af et par lige så kyndige lejesvende. Indtrykket er sobert og autentisk, men er også hurtigt ude af systemet igen. Så selvom titlen hævder at være et skridt foran "the blues", er det snarere tilfældet, at musikken trasker i fodsporene på den brede motorvej af referencer.
Tekstuniverset er lige så arketypisk bygget op som musikken og handler om ensomme eksistenser, som sidder på lurvede hotelværelser og stirrer ned i en kaffekop. De otte sange indeholder et væld af klichéer i form af "the man in black", "skyld og tilgivelse", og flere af numrene kunne sagtens være med på soundtracket til en Jim Jarmusch-film.
Når det så er sagt, er der heldigvis også nerve og nærvær i numrenes fremførelse, og er man til den semiakkustiske og skramlede roots fra de amerikanske landeveje i 50'erne og 60'erne, er der masser at hente på One Foot Ahead of the Blues. Kvaliteterne ligger sådan set også lige for, side om side med klichéerne, med deres Tom Waits-klange og de nedstemte, melankolske stemninger, der oser ud af vokal og upright slap bas.
Mest vellykkede er faktisk de to numre "Harlan" og titelnummeret, som har et beat og tempo, der sjovt nok minder om Disneyland After Dark, dengang de rumsterede med deres cowpunk - selvom Deadmen's Suit på ingen måde skal opfattes som fjollede eller useriøse. For det er de langt fra!
Men det kunne måske være interessant, hvis de netop slog gækken mere løs og fik lidt mere distance ind i musikken?
Deadmen's Suit: One Foot Ahead of the Blues
Udgivet på Middle Ear Recordings
