|
|
I 2012, året før hun fik nobelprisen, udgav Alice Munro novellesamlingen "Dear Life". Den er nu kommet på dansk, glimrende oversat af i Ida og Gudrun Jessen. Udgivelsen består af ti utroligt stærke noveller og slutter af med fire erindringsstykker fra forfatterens egen barndom.
Der er mange grunde til at give sig i kast med Munros noveller. Helt banalt er det gode fortællinger, der handler om tilværelsens mangfoldighed og menneskers uudgrundelige skæbner. Derudover er det lærestykker i, hvad novellen kan som genre. Munro får det allerbedste ud af denne relativt korte fortælleform. I alle novellerne forundres man over, at hun formår at folde karaktererne ud på så lidt plads. At man på ingen tid bliver suget ind i en verden.
Og så kan Alice Munro skrive uforudsigeligt, uden at det bliver konstrueret. Historierne tager nogle drejninger, så man aldrig fra starten kan regne ud, hvor de lander. Det kan illustreres med fortællingen "Væk fra Maverley". En mand arbejder i en biograf. Han ansætter en pige fra et religiøst miljø. En politimand hyres til at følge hende hjem fra arbejde. De to, pigen og politimanden, udvikler en form for venskab, og læseren tror, at det skal handle om dem. Men så drejes det i virkeligheden mere over på politimanden og hans kone, på livet i landsbyen Maverley og konens sygdomsforløb. Pigen fra biografen følger vi blot fra sidelinjen. Hun forbliver en antydet skygge i historien, der, viste det sig, handlede om noget andet.
De fleste fortællinger er tilbageblik. De foregår alle i Canada, og vi er enten i tiden omkring Anden Verdenskrig eller i 60'erne eller 70'erne. Den historiske afstand kaster en særlig aura over novellerne. Tiden var en anden, under krigen mere råt og senere, i 60'erne og 70'erne, handlede det om bruddet med traditionelle leveformer. Men det historiske element fungerer altid kun som en baggrundsforudsætning. Det står aldrig i centrum. Selv om novellen "Et paradis" lægger ud med at nævne, at "alt det her skete i halvfjerdserne", og selv om begivenhederne er tydeligt historisk forankrede, er det spændende ikke først og fremmest tidsbilledet, men det, at man lynhurtigt hentes ind i fortællerens følelser og de på én gang lavmælte og dramatiske oplevelser, hun udsættes for under opholdet i onklens emotionelt kastrerede hjem.
Det er, som om tidsafstanden kaster et forundret slør over historierne. Tænk at det her virkelig skete, synes fortællerstemmen at sige. Og samtidig er vi ikke i tvivl om, at det skete. F.eks.om at soldaten i "Tog" virkelig hoppede af toget og begyndte et liv på den første den bedste gård, han kom frem til. Alice Munro skriver så præcist om livets små bump og store dramaer, at vi tror på det. Hendes noveller er så medrivende, at det faktisk er lidt skuffende at komme frem til de sidste fire stykker, der består af egne erindringsglimt. De er ikke uvedkommende, men på en eller anden måde mindre magiske. Som om forfatteren bliver låst lidt af det selvoplevedes virkelighed. Som om hun ikke helt får forløst potentialet i erindringen, så det bliver kunst. Uanset hvad er de ti andre noveller så rigeligt grund til at gå i gang med Livet.
Alice Munro: Livet
Oversat af Ida og Gudrun Jessen
Gyldendal, 309 sider
ISBN: 9 788702 150735
