| |
Michael Bay er tilbage. Størst, vildest, mest eksplosiv. Fjerde kapitel i "Transformers"-kæmperobot-sagaen er en klassisk opvisning i Bay'sk action. Old school masseødelæggelser og CGI-effekter af imponerende høj klasse, skiveskårede stereotyper og en helt ligegyldig historie.
Transformers: Age of Extinction er den direkte opfølger til Transformers: Dark of the Moon fra 2011, med en helt ny rollebesætning, hvor seneste robotopgør endte med at smadre Chicago. Lederen af den menneskevenlige Autobots-gruppe, Optimus Prime, lavede dengang en alliance med den amerikanske regering om at nedkæmpe de sidste Decepticons, efter at deres leder, den onde Megatron, blev nedkæmpet. Det viser sig dog nu, at CIA uofficielt brød den alliance, for at fjerne alle Transformers fra Jordens overflade, og jager dermed også Autobots. Da opfinderen Cade Yeager (Mark Wahlberg) ved et tilfælde finder og reparerer en skrottet Optimus Prime, fanges Yeager i et storpolitisk spil. CIA får nemlig uventet hjælp fra en ukendt, og ældgammel robot-race, der har en helt anden agenda, til at opspore Autobots-lederen.
Meget negativt er der blevet skrevet og sagt om Michael Bay, og med rette. Vel at mærke, hvis fokus er at vægte indhold over form, substans over rendyrket blockbuster underholdning. For Bay er en mester, en perfektionist med dårlig smag, ud i at forene tekniske aspekter. Højoktan MTV-æstetisk klipning og vanvittige effekter, knald og brag, vild og vildere.
Naturligvis bydes der på andet end død og ødelæggelse; Transformers: Age of Extinction har endda noget tidssvarende på hjertet. Som det har været synligt i det filmiske landskab de seneste år, summer traumet efter finanskrisen og 11. september-terrorhandlingen stadig i den amerikanske bevidsthed. Nationalfølelse, familiebånd og generationsskiftet fra krisetid til uvis fremtid, er gennemgående. Den svulstige amerikanske ‘we shall overcome'-patos er tydelig - amerikanere finder sig ikke i noget. Hell no!
Problemet er såmænd hverken filmens tone eller Michael Bays sædvanlige trang til at alt skal eksplodere, set fra så mange perspektiver som overhovedet muligt, klippet i ekstremt højt tempo. Transformers: Age of Extinction er med sine 165 minutter en alt for lang, og for ufokuseret, opvisning i ekstrem-action. Alt går for hurtigt, over for lang tid, til at det er muligt at engagere sig i historien. Manglen på klimaks i historiens opbygning, alt er action og hurtige klip, gør de enormt lange actionsekvenser søvndyssende og uinteressante, til trods for at de bør være alt andet.
Mådehold har aldrig været Michael Bays varetegn, og det er det bestemt heller ikke i denne omgang. Var filmen mere gennemarbejdet, rent narrativt, og en halv times tid kortere, ville Transformers: Age of Extinction være en habil actionfilm. I stedet er resultatet en absurd legeplads af våde drengerøvs-drømme, hvor alt er tilladt. Kan de præmisser accepteres, er Transformers: Age of Extinction anbefalesværdig som årets store sommer-blockbuster.
