Flere nyheder

 
Film
My Life Directed By Nicolas Winding Refn

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
My Life Directed By Nicolas Winding Refn
Ons. 23. jul. 2014

Berygtet dansk instruktør får sin intimsfære rendt over ende over seks måneder, mens han skal følge op på karrierens hidtil absolutte højdepunkt.

Dansk filmindustris enfant terrible, filminstruktør Nicolas Winding Refn, slog for alvor igennem kommercielt med Drive. En film, der blev anerkendt som en af de bedste film i 2011, og som bl.a. endte med stående ovationer og en pris til Refn som Årets Bedste Instruktør under filmfestivalen i Cannes. Det efterfølgende forventningspres kom bag på undergrundsinstruktøren. Liv Corfixen, Refns kone i modgang end medgang, filmede sin mand under seks måneders optagelser til hans næste film, Only God Forgives. Det er der kommet en kort dokumentarfilm ud af.

Nicolas Winding Refn har om nogen haft en kaotisk karriere. Tidligere har han primært været kendt for den, i danske øjne, banebrydende Pusher, og senere det helt store økonomiske kollaps i forbindelse med kæmpefloppet Fear X. Drive blev det store, og helt uventede, vendepunkt for en filmskaber, der plejer at leve på kanten af økonomisk og kritisk fiasko.

My Life Directed By Nicolas Winding Refn er med sin spilletid på en times tid en overskuelig mundfuld. Kort og præcis stilles det åbne spørgsmål om, hvordan opfølgningen på succes håndteres for en instruktør der ofte trives bedst med ryggen mod muren. Bag det åbenlyse portræt er filmen også en kærlighedserklæring fra en tålmodig Corfixen til den omskiftelige Refn. Men ikke mindst er det en film om dedikationen til kunsten og familielivet, og om hvordan modsætningerne også kan skabe sød musik.

I forvejen er Refn måske ikke nem at holde af. Den arrogante facon udadtil og det mildest talt brogede bagkatalog gør, at han ofte sammenlignes med landsmanden Lars von Trier. Til stor irritation for Refn selv, naturligvis. Geni-selvbilledet, som Refn selv er med til at opretholde, er ikke til at udholde. Men bag dette gemmer sig en overraskende humoristisk mand, der som kunstner konstant søger svar gennem sit værk, og som forsøger at holde en balance med sig selv, sin familie og passionen for at lave udfordrende film.

Til trods for at filmen, med sine sparsomme 60 minutter sagtens kunne have været mere uddybende, bydes der på en række veloplagte scener. Venskabet mellem Ryan Gosling og Refn slår kreative gnister, hvilket underbygges af flere ret morsomme sekvenser med det sælsomme makkerpar. Kultinstruktøren Alejandro Jodorowsky optræder som åndelige vejleder for Refns og Corfixens ægteskab og skaber på unik vis filmens egentlige røde tråd.

Som en lille anekdote om en af Danmarks mest fremtrædende filminstruktører, er My Life Directed By Nicolas Winding Refn et rigtigt fint bekendtskab. Der mangler dog mere saft og kraft for at gøre filmen til mere end blot en parentes om Refn og en rørende film af kvinden bag Refn.

Se spilletider
Se filminfo