Flere nyheder

 
Film
Forelsket i New York

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Forelsket i New York
Tor. 31. jul. 2014


(Foto: SF Film)

"Forelsket i New York" er en skøn musikfilm om ensomhed og bristede illusioner og vejen til at genfinde den indre glæde og kreativitet.

Det er sjældent, at man forlader biografens mørke med et stort smil på læben og opløftet sind. Det gjorde undertegnede, da jeg så Forelsket i New York. Jeg var simpelthen rigtig glad efter at have været i halvanden times selskab med karaktererne i denne film.

Greta (Keira Knightley) og Dave (Adam Levine) har været kærester i fem år. De er begge musikere bosiddende i England. Hun skriver og komponerer. Han synger. Da han får tilbudt en pladekontrakt i New York, flytter de til USA. Karrieren tager nye højder, da en af Daves sange skal bruges i en film. Snart forlader han den sønderknuste Greta til fordel for sin agent og det solbeskinnede Hollywood.

Greta flytter ind på sofaen hos sin barndomsven ven Steve (James Corden), der ud over at ernære sig som gademusikant, spiller på byens små barer. Det lykkes ham at få Greta til at synge en af sine melankolske sange på et lille spillested, hvor han optræder. Publikum er ikke særlig interesseret, men det er den berusede, fallerede pladeproducer Dan (Mark Ruffalo), som straks ser mulighederne i hendes talent og skrøbelige udstråling. Den scene vender vi tilbage til to gange set fra forskellige personers perspektiv. Et godt greb, der giver mulighed for at uddybe karakterernes udvikling.

Separeret fra sin hustru (Catherine Keener), kæmper den arbejdsløse Dan med flasken og sine egne dæmoner. Derudover har han problemer med sin teenage-ramte datter Violet (Hailee Steinfeld,) som ikke rigtigt vil vide af ham. Dans kreativitet og erfaring kan ingen imidlertid tage fra ham, og da hans tidligere pladeselskab ikke vil lave en demo med Gretas sange, vågner han op af sin døs. Han trækker på netværk, frivillige musikere og New Yorks parker, undergrund og sidegader som kulisse for udendørs optagelse af demoen. Det er ikke kedeligt, for ingen by kan som New York få pulsen op og hjertet til at banke. Byens på en gang rå og livsbekræftende energi kan forføre selv den mest skeptiske, og Forelsket i New York er et slående eksempel.

Den irske instruktør og manuskriptforfatter John Carney, som bl.a. har vundet en Oscar for musikfilmen Once (2006), står bag Forelsket i New York (med originaltitlen Begin Again). Begge film udtrykker en smittende musikglæde.

Keira Knightley og Mark Ruffalo gør det godt som respektive Greta og Dan. Hendes sårbarhed og hans gåpåmod, da han endelig vågner op fra nulpunktet, skaber en særlig dynamik mellem dem. Og så kan Keira synge. Med mørk stemme og afdæmpet kropssprog formår hun på gribende vis at formidle den smerte, Greta føler, da hun bliver forladt. Og når sorg er vendt til glæde, da de indspiller demoen udendørs i New York, og Greta langsomt genfinder sig selv, skifter hendes stemme fra mol til dur, og man sporer hendes boblende livsglæde.

Forelsket i New York er fyldt med dejlig musik; både gamle kendinge og nye numre. Så trænger du til at få boosted humøret, så gå ind og se den.

Forelsket i New York
Se spilletider
Se filminfo