(Foto: Camera Film)
"20.000 Days on Earth" er en brillant film om den mangefacetterede australske kunstner, Nick Cave. Med filmen, der er en blanding af dokumentar og fiktion, har Ian Forsyth og Jane Pollard skabt en juvel inden for musikdokumentarer, der helt slipper for de forfængelige og salgsfremmende floskler, som genren ellers bugner af.
Komponisten, sangeren, pianisten, roman- og manuskriptforfatteren, ægtemanden, faren, vennen og mennesket Nick Cave bliver portrætteret smukt og gribende i Ian Forsyth og Jane Pollards 20.000 Days on Earth.
Filmens fortælling kredser om Nick Caves (fiktive) dag nr. 20.000 på denne jord og viser på poetisk fabulerende vis, hvilke elementer en gennemsnitsdag i artistens liv kan indeholde, hvor Caves off screen stemme præsenterer hans følelsesmæssige refleksioner omkring kunsten og det at være menneske.
Cave har åbnet dørene til sit rigtige hjem i Brighton og sit skriveatelier. Derudover er der bl.a. kreeret et fiktivt Nick Cave-arkiv i Brighton, med materialer hentet fra den rigtige Nick Cave Collection i Melbourne, og der er sågar iscenesat en psykologsession med en psykolog, som sangeren faktisk møder for første gang til filmningen, selvom publikum skal tro, at psykolog og patient allerede kender hinanden.
Filmen foregår således i en blanding af rigtige rammer og fiktive kulisser, der alle skal vise/forestille noget, der findes i Nick Caves univers. Gennem noget, der på en gang er virkelighed og iscenesat virkelighed, bliver vi så som tilskuere transporteret til sangskriverens indre verden, hvor musikeren på fantasifuld vis skriver smukke tekster og analyserer livserfaringer og -erindringer. Det resulterer i en 95 minutters gribende, spændende og sjov dokudrama, der er en lyrisk ode til kreativiteten, hvori vi lærer om Caves privatliv, tanker og kreative proces.
Tematisk er filmens røde tråd, hvordan erindringer og anekdoter skaber os som mennesker, og Cave fortæller om de oplevelser i livet, der har gjort mest indtryk på ham: F.eks. da han mødte den overvældende Nina Simone, når hans far læste et kapitel i Lolita højt for ham, og første gang han så sin kone Susie. Der funderes også stort om døden og andre angstprovokerende tanker. Derudover er der kreative scener, der tager afsæt i ideen om dagdrømme og hallucinationer, hvor Cave fører samtaler med tidligere samarbejdspartnere: skuespiller Ray Winstone, tidligere Bad Seeds-medlem Blixa Bargeld og Kylie Minogue, mens han kører i bil gennem Brighton.
20.000 Days on Earth vandt prisen for bedste instruktør og klipning ved årets Sundance Film Festival og er naturligvis akkompagneret af scener med bandet The Bad Seeds i øvelokaler og koncertsale, der er hengivet til musikkens magt. Desuden er der en fin scene, der viser en frokostsamtale med vennen og kollegaen Warren Ellis.
Allerede introscenen i filmen - der består af en række tv-skærme, der viser billeder af Caves liv og øvrige verdensbegivenheder, mens tallene ruller frem mod 20.000 dage - lover, at det bliver et overdådigt og anderledes udført biografisk værk. Ian Forsyth og Jane Pollards film, der selvfølgeligt er blevet til i stort samarbejde med Nick Cave, er derfor et imponerende, ambitiøst, modigt og opfindsomt bud på, hvordan musikbiografier kan fortælles på film. Filmen tager afsæt i en kunstners ideudvikling og er inspireret af Caves notesbøger. Den byder ikke på de klassiske interviews eller overeksponering af privatliv, men bruger derimod kunstens magt og kreativitet til at give publikum intim adgang til et musisk excentrisk rockikon, der på magisk dyster vis bliver ved med at tage verden med storm efter fire årtiers succes.
Undertegnede forlader biografen rørt og tilfreds med en følelse af at kende Nick Cave en anelse bedre, og samtidigt så vedbliver en dejlig følelse af at ikke alt er blevet røbet, for som Cave selv siger i filmens slutning, så er det, når tingene er mystiske og ukendte, at de er mest interessante og energiske.
20.000 Days on Earth
Se spilletider
Se filminfo
