Flere nyheder

 
Teater
Waiting for the Rain

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Waiting for the Rain
Fre. 15. aug. 2014

For tredje år i træk afholder Teaterøen den internationale teaterfestival Asteroiden. Festivalen løber i år fra den 13.-17. august og præsenterer et væld af forskellige teateroplevelser. Denne gang har festivalen besøg af det fælles europæiske teatersamarbejde Meeting the Odyssey, der på åbningsaftenen præsenterede forestillingen "Waiting For The Rain".

Visioner, oplevelser og fælleskab er noget af det, man bliver mødt med, når man bydes velkommen til Teaterøen. At kalde det en isoleret ø er måske så meget sagt, da selve stedet er beliggende på Refshaleøen, på det yderste af spidsen. Og dog. Netop på grund af denne afsides beliggenhed, i en del af København som man sjældent betræder, mellem buskads og flot opbyggede træskulpturer, kan man let få følelsen af, at man træder ind i et andet univers, når man besøger Teaterøen. Stedet emmer på sin vis af kolonihavestemning med bænke i haven og opsatte lyskæder. Men scenen, som aftenens forestilling Waiting for the Rain foregår på, er anderledes trukket ind i et buskads, så man får en følelse af at være tættere på natur end by.

Rammen for Waiting for the Rain er den græske fortælling Odysseen; men i stedet for at følge hovedpersonen er fokus på det, som er forladt derhjemme, nemlig hustruen Penelope. Forestillingen tager udgangspunkt i de følelser og sindstilstande, som kan opstå i en kvinde, som er efterladt til ensomhed og usikkerhed i de 20 år, som Odysseus sejlede på havet.

Rollen som Penelope spilles af den polske skuespillerinde Aleksandra Adamska, og trods manglende dialog er man på intet tidpunkt i tvivl om, hvilke stærke følelser karakteren udtrykker gennem ansigtsmimik og moderne dans. Stykket er til tider meget voldsomt, da der både udøves fysisk og psykisk vold mod Penelope, og disse sindstilstande er Adamska fremragende til at udtrykke.

Med på scenen har hun 5 mandlige dansere, der til tider agerer bejlere for den smukke kvinde. Dans fylder meget i stykket, som er meget udtryksfuldt. Desuden medvirker 5 dukker, som afspejler Penelopes sind og tilstand, og som tilføjer stykket noget dystert. Penelope går mere og mere fra forstanden, for hvilken mening er der i at vente på en mand, som man ikke ved om vender tilbage? Og kan hun tro på, at hendes mand elsker hende, når han har forladt hende på denne måde?

Stykket er noget for sig selv, da der i stedet for replikker bliver brugt dans og mimik til at udtrykke, hvad der foregår på scenen. Men det er gennemprofessionelle skuespillere og dansere, og følelserne bliver blæst ud over scenekanten.
Nævnes må også musikken, som er styret af én mand. Ved at loope musikken, bruge skrig og have talent for at spille på et hav af instrumenter, tilføjes stykket et særligt mystisk og dystert lag.

Waiting for the Rain er et anderledes og kraftfuldt stykke, som klart kan anbefales, hvis man tør gå i lag med de dystre følelser og sindslag og er villig til at blive draget ind.

Waiting for the Rain
Teaterøen
Se spilleplan