Flere nyheder

 
Litteratur
Eventyret om lille Ida og den sorte menneskeæder

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Eventyret om lille Ida og den sorte menneskeæder
Tor. 28. aug. 2014

"Eventyret om lille Ida og den sorte menneskeæder" er en super fin billedbog til børn i alderen 5-9 år fortalt af Peter Nordahl og illustreret af Rasmus Bregnhøi. Fortællingen er opbygget som et klassisk eventyr, og der indgår elementer, vi kender fra de gamle klassikere.

I en gammel mølle, der er gået i arv fra far til søn, bor lille Ida med sin mor og sin far. De elsker deres liv. De elsker deres mølle. Og de elsker hinanden. Alt er fred og idyl. Indtil den dag, hvor kongen kommer til møllen og befaler mølleren at tjene sit land.

En frygtelig, sort menneskeæder hærger landet. Den æder kvinder og børn, og ingen kan vide sig sikre, før menneskeæderen er besejret og borte.

Mølleren må slutte sig til landets hær og drage ud for at lede efter monsteret. Lille Ida og hendes mor er nu alene i møllen. Men de klarer sig naturligvis. De maler mel, de driver forretningen videre, og de passer godt på hinanden.

Lille Ida er en rigtig eventyrpige. Fuld af godhed og kærlighed til sin familie. Hun vil passe ekstra godt på sin mor og flette hende et par nye sivsko. Men i mosen, hvor hun vil skære siv, venter hende en uhyggelig overraskelse. Den modbydelige, sorte menneskeæder.

Lille Ida må nu tænke hurtigt og bruge sin forstand for at kunne klare den langt større og langt stærkere menneskeæder. Og som i alle gode eventyr, så vinder den lille og vågne naturligvis til sidst. Men der er spænding i børnehøjde undervejs. Og de mindste børn rykker godt tæt på, efterhånden som historien udvikler sig.

Men da det jo er et eventyr, lever de selvfølgelig lykkeligt til deres dages ende.

Det er morsomt med et nyt eventyr. Den slags kan være vanskelig at gribe an og endnu vanskeligere at få til at lykkes. Men med Eventyret om lille Ida og den sorte menneskeæder har Peter Nordahl klaret begge dele.

Det er en rigtig fin og velskrevet børnebog med gode illustrationer. Og den vil helt sikkert kunne læses igen og igen.

Køb bogen på saxo.com

Peter Nordahl: Eventyret om Lille Ida og den sorte menneskeæder
Gyldendal, 48 sider
ISBN: 9788702147308