Lloyd Riggins brillerede som aldrende kunstner i Hamburg Ballettens gæstespil "Døden i Venedig".
John Neumeiers ballet Døden i Venedig er baseret på Thomas Manns lille roman af samme navn fra 1912, hvor den aldrende forfatter Gustav von Aschenbach forkaster det, der skulle være blevet hans kunstneriske hovedværk. I stedet rejser han til Venedig, hvor han forelsker sig inderligt i den purunge og billedskønne Tadzio, der løber rundt i stramme røde badeshorts og spiller bold på stranden. Mødet med Tadzio får ham for et kort øjeblik til at føle sig ung og levende igen. Men koleraen hærger byen og ender med at tage livet af ham.
I Neumeiers version er Aschenbach i stedet en berømt koreograf, hvilket virker helt oplagt, men frustrationerne over den svindende karriere og den hovedkuldse forelskelse i Tadzio er lige så stærk som i forlægget. Den 45-årige Lloyd Riggins, der til daglig er solodanser og balletmester i Hamburg Balletten, formåede med stor troværdighed at fremmane den aldrende koreograf. Med sit tynde hår, stærke blik og lidende ansigtsudtryk sugede Riggins nærmest tilskuernes blik til sig. Et af de mest bevægende øjeblikke var, da Aschenbach, efter at være blevet sminket til ukendelig ungdom hos to flamboyante, venezianske frisører, pludselig føler sig ung igen og springer rundt som drengene på stranden. Men intet varer evigt.
Den unge Tadzio blev danset med et skævt og drenget smil af den unge Alexandr Trusch. Tadzio er ikke som sådan uvenligt stemt over for Aschenbach, men heller ikke modtagelig for hans følelser. Selv i de mest intense øjeblikke, hvor Aschenbach nærmest fletter sig sammen med Tadzio eller læner sig mod ham med al sin vægt, flytter Tadzio ubesværet rundt på ham, mens han stirrer ud mod horisonten.
Musikalsk havde Neumeier valgt musik af Bach og Wagner - med en kort afbrydelse af Jethro Tull - til henholdsvis at afspejle Aschenbachs rationelle og intellektuelle apollinske verden og modsætning - den dionysiske ekstase. Da der var tale om et gæstespil, var musikken desværre båndet. Til gengæld blev en del af musikken spillet af stjernepianisten Elizabeth Cooper, der ligesom Riggins sugede tilskuerne til sig med sin indlevelse og sit intense udtryk.
Døden i Venedig
Hamburg Balletten på Det Kgl. Teaters Gl. Scene
9.-12. september
