Flere nyheder

 
Film
The Equalizer

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
The Equalizer
Tor. 25. sep. 2014


(Foto: UIP)

Genindspilning af amerikansk 80'er-serie er årets kæberasler. Ment i den forstand, at du bliver lamslået af stupiditet og ligegyldigt genbrug af 30 års action-klichéer.

Den umiddelbart hyggelige gammelfar Robert McCall (Denzel Washington) tuller rundt, læser Hemingway og passer i øvrigt sig selv. Med andre ord gemmer han på en hemmelighed, som er ved at komme til fuld udfoldelse. Da han en dag ser den unge prostituerede Teri blive mishandlet af onde, russiske gangstere, vil han hjælpe hende. Og det er ikke ved at bruge sine i forvejen beskedne talegaver.
Når det kommer til stykket, er godmodige Robert nemlig en sand dræbermaskine, med baggrund som elitesoldat i Black Ops.

Alt ved The Equalizer er set før - rigtigt mange gange - og det er set meget bedre. Instruktør Antoine Fuqua, der sammen med netop Denzel Washington begik den fremragende Training Day, har ikke siden kunnet leve op til dén standard. Senest gik det udover verdens biografgængere med Olympus Has Fallen, mens tidligere titler som Shooter og King Arthur heller ikke har gjort noget godt for den 48-årige filmskaber.

Nuvel, historien er, som samlebåndsactionfilm med afdankede skuespillere er flest; nemlig ikkeeksisterende, med et så skiveskåret plot, at selv Brett Ratner ville kræve en omskrivning af manuskriptet. Derfor har det været nødvendigt at få et navn som Denzel Washington ombord. 59-årige Washington er, som bekendt, en ganske rutineret skuespiller. Særligt inden for tvivlsom selvtægts-action, hvor han i en årrække var Tony Scotts sikre valg i lignende samlebåndsactionfilm, såsom Man on Fire og Unstoppable.

The Equalizer er hovedet under armen, voldsom og stiliseret action, proppet til bristepunktet med genkendelige elementer og stereotyper. Det fungerer i visse film, hvor der forsøges med en kreativ vinkel eller underspillet budskab. Her er det blot så umanerligt kedsommeligt og ligegyldigt, at selv en Denzel Washington på autopilot, samt hæderligt skuespil fra Chloë Moretz som Teri, ikke kan rette op på skuden.

The Equalizer
Se spilletider
Se filminfo