Flere nyheder

 
Musik
The Handsome Family

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
The Handsome Family
Ons. 22. okt. 2014


(PR-foto)

Det alternative country/americanaband The Handsome Family gav en forrygende intim koncert på Bremen Teater på det, der ellers bare ville have været en triviel mandag aften foran fjernsynet.

The Handsome Family blev formet af ægteparret, Brett (vokal, guitar) og Rennie Sparks (vokal, bass, banjo) i Chicago i 1993. Med sig har de trommeslageren Mike Werner. Bandet har først endeligt fået deres store gennembrud her i 2014, da sangen "Far From Any Road" fra albummet Singing Bones (2003), blev titelsang for den populære tv-serie True Detective. Det var, som for så mange andre, også med denne sang, at undertegnede begyndte at få øjnene op for The Handsome Familys dragende mørke og smukke musik.

Så efter at være gået glip af deres koncert i Huset engang i foråret, var det skønt at skulle bevæge sig ud i den danske efterårskulde på en mandag aften for at udforske, hvad den lille amerikanske familie har at byde på.
Koncerten begyndte klokken 21 og varede en dejlig halvanden time, hvor der mellem sangene er indskudt sjove "gammelt ægtepar smådiskussioner": Brett er efter Rennie, og Rennie er efter Brett. Kærligt og morsomt, og sikkert med et større strejf af sandhed, end man lige aner. Publikum skraldgriner over deres små "skænderier" parallelt med, at vi nyder de melankolske og dystre beats.

Og der er grund til at grine, for Brett, der er en hyggelig John Goodman look alike, kommer i sutsko, har glemt sin guitar backstage og spiser gulerødder, når han bliver frustreret over teknikken, der ikke helt vil som den skal. Ifølge Rennie er det hans negative tanker "that affect machinery".

Sange som "My Sister's Tiny Hands", "Bottomless Hole", "Tesla's Hotel Room" og ikke mindst "Far From Any Road" fornøjer publikum. Undertegnede nyder især "Down in the Ground" fra albummet Through the Trees (1998), som er en fin ballade om de krybdyr, der gemmer sig i kælderrum: "You call me softly down in the dark/Down where the red worms circle like sharks/Down, down in the ground."

The Handsome Familys 20 år på bagen har resulteret i et bredt kartotek af sange, der udtrykker romantisk længsel efter naturens mystiske skønhed og de små underværker i hverdagen. Deres tekster er primært en blanding af humor: "The octopus has 3 hearts/And lives in caves below the sea/Or in a beer can or a bath tub/Or a puddle in the street" ("Octopus") og dysterhed: "When the last light warms the rocks/And the rattlesnakes unfold/Mountain cats will come/To drag away your bones" ("Far From Any Road"). Og som afbræk til det mere stille, var det også skønt at høre sangen "The Song of a 100 Toads", der er upbeat, hillybilly-agtig og transporterer en lige til hjertet af USAs Guldfeber.

Publikum er glad og ekstatisk og beder om ekstranumre. Der kommer tre af dem, bl.a. "Darling My Darling", som Rennie ikke kan huske, og i protest mod sin mand, der spiller sangen alligevel, går hun bag scenen og spiser en gulerod!

Det er nu slut på det der har været en stemningsfyldt rejse i USAs mørke afkroge (nede i kældre, under jorden, i selskab med kvælerslanger, mord og drive throughs). The Handsome Familys musik er klassisk americana, når det er bedst: fyldt med melankoli, nysgerrighed for døden og hyldest til livet, poetisk og fyldt med mørke beats. Rennie takker for at vi er kommet på en mandag aften, hvor der sikkert er noget bedre at se på TV, end at gå til koncert. Vi siger selvtak, for det var bestemt fornøjeligt.

The Handsome Family
gav koncert på Bremen Teater 20. oktober