Flere nyheder

 
Musik
Cat Power i Koncerthuset

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Cat Power i Koncerthuset
Man. 3. nov. 2014


(PR-foto)

Cat Power indledte d. 1. november sin europæiske turné i Aarhus, mens hun i København leverer to koncerter i DR Byens koncertsal. Undertegnede havde fornøjelsen af englerockstemmen ved den første københavnerkoncert.

Chan Marshall alias Cat Power blev opdaget af Sonic Youths Steve Shelley tilbage i 1994. Kort efter indspillede hun sit første album Dear Sir, men det var først hendes fjerde album Moon Pix (1998), der virkelig fik hende til at skinne igennem.

Med 20 års karriere og 9 albums på bagen (hvoraf The Greatest (2006), er en af undertegnedes yndlings, mens hendes seneste album Sun (2012) er det af hendes værker, der har ligget højest på hitlisterne), er hun nu tilbage i Danmark for at give hele 3 udsolgte koncerter.

Cat Powers tidligere albums er genremæssigt en mikstur af punk, folk og blues, mens hendes senere albums kombinerer flere elementer af soul. På Sun eksperimenterer hun med den elektroniske genre. Til søndagens koncert fik vi hele repertoiret at høre. Cat Power leverede en rimelig fokuseret koncert, og hendes sang, elektrisk guitar og klaverspil var fremragende.

Sange som "Hate" (The Greatest), "Satisfaction" (cover version af Rolling Stones-hittet), "The Greatest" (The Greatest) og "Fool" (You Are Free) vidner om, hvor stor en musiker vi har med at gøre. Cat Powers stemme er som englestøv tilsat rocket råhed og charme. Det var bare ærgerligt, at koncerten led under nogle lidt forstyrrende tekniske problemer, hvor summen og baslyde til tider forstyrrede nydelsen af musikken.

Men derudover var sangerinden i godt humør: Hun fortalte, at hun er gravid i fjerde måned (nogle husker måske hendes tidligere mere berusede jeg), hyggesnakkede med publikum og undskyldte for sig selv gang på gang. En generthed, der står i skarp kontrast til hendes ellers store musikalske formåen med lækre guitarsoloer og tics med hovedet, som går i takt til musikken.

Cat Power så magtfuld ud i sit mørke jakkesæt og korte herrefrisure. Og hun besidder power, når det gælder musikskrivning, og hun er om nogen rigtig behagelig at lytte til, men undertegnede kan desværre ikke ryste denne følelse af sig: at hun på en eller anden vis også syntes lidt kedelig på scenen. Sangene var smukke og fængende, men også en anelse monotone. De var hypnotisk stemningsfyldte på en kold efterårsaften i sofaen, men desværre en anelse ensformige til DRs store koncertsal.

Cat Power gav koncert i DR Koncerthuset 2. november