Svensk mobbefilm er et interessant debatoplæg, men en helt igennem problematisk blanding af dokumentar, fakta og fiktion. For hvad er hvad, når et mobbeoffer skal fremstille fortiden ud fra eget perspektiv?
Mobning er djævlens værk, men forekommer stort set alle steder. Værst er det ofte i folkeskolen, hvilket får store konsekvenser fremadrettet for den, der er blevet mobbet. Den svenske kunstner Anna Odell er en af dem, som er blevet mobbet. Rigtigt meget, efter eget udsagn, og som det bliver fremstillet i Gensynet. Tankevækkende nok mindes ingen af dem, der mobbede hende, at det var så slemt, hvilket er grundlaget for et personligt filmisk eksperiment mellem dokumentar, iscenesættelse og rekonstruktion. For hvordan kan de ikke huske det?
Da Anna Odells folkeskoleklasse afholdt 20 års jubilæum, var hun ikke inviteret. Gensynet er iscenesættelsen af hendes egen forestilling om, hvor galt det ville være gået, hvis hun var dukket uanmeldt op alligevel. Kunstneren Odell tænker, at det kunne være interessant at opleve, hvordan hendes gamle klassekammerater ville reagere på at få vist denne iscenesættelse som film, og begynder derfra at opsøge dem en for en. Ikke som et hævntogt, men for at få svar på, hvad de dengang tænkte. Og hvorvidt de, den dag i dag, skænker det en tanke. De klassekammerater, hun får i tale, rekonstrueres i filmen endnu engang af skuespillere, hvor vi bliver vidne til deres reaktioner i mødet med Odell og hendes jubilæumsfilm.
Anna Odells projekt er tankevækkende, originalt og ikke mindst relevant. Mobning er noget alle kan relatere til. Svarene fra de gamle klassekammerater, dem som ønsker at medvirke, er en blanding af undvigelser og undskyldninger om, at de blot var børn. I bund og grund et naturligt svar for folk, der skammer sig og mest af alt ikke vil stå ved fortidens gerninger.
Særligt ikke over for en kontroversiel kunstner som Anna Odell.
Paradokset ved Gensynet er grundlæggende den egentlige mission ved Odells eget projekt, nemlig afdækkelse af sandheden og forstummelsen af samme. Iscenesættelsen af interaktionen mellem Odell og klassekammeraterne fremstiller hende selv som helt igennem neutral, mens klassekammeraterne fremstår usympatiske, ubehøvlede og konfliktsky. Som om de ikke har rykket sig, men stadig eksisterer i det hierarki, som Odell forestiller sig, de er i.
Selvom Gensynet i sig selv er sympatisk og vigtig, ved vi ikke med sikkerhed, hvor meget kunstnerisk frihed Odell tager sig. Hvor meget hun manipulerer med sandheden ved måske at pynte på, hvad der egentlig skete i mødet med hendes klassekammerater, for at retfærdiggøre sin egen målsætning. Med manglen på egen selvkritisk refleksion over hendes egen position i projektet, undergraves filmen på sin vis som inhabil. Men måske er det et helt bevidst valg fra Anna Odells side for på snedig vis at udvide mobbe-debatten?
Gensynet
Ude på dvd fra Another World Entertainment
