(Foto: Scanbox)
Forvekslingskomedie og rørende drama mødes i tankevækkende flygtningefilm, der balancerer elegant på kanten af det sympatiske og ren følelsesporno, uden at helt falde i.
Amerikanske films sympatisering med 2.- og 3. verdens-lande er ofte et 1. verdens-projekt, der ender i en smagløs fremstilling af en faderlig håndsrækning til de der underudviklede lande, som ikke magter at tage vare på sig selv. Det hænder dog, at de gode hensigter rent faktisk imødekommes og ender med vellykkede film. The Good Lie er en af de film, som, mod al forventning, viser sig at være oprigtigt sympatiske og tankevækkende.
Efter tretten år i en kenyansk flygtningelejr på flugt fra en blodig borgerkrig får tre unge sudanske mænd mulighed for at starte et nyt liv i USA. Her tages de imod af den rapkæftede jobkonsulent, Carrie Davis. Fra start er der naturligvis et mindre kultursammenstød, ikke uden et par humoristiske optrin, i mødet mellem en effektiv og hurtig amerikansk organisation, modsat sindig og eftertænksom afrikansk afslappethed. Fortidens spøgelser banker dog på, og mødet med en radikalt anderledes kultur er ikke en ubetinget fornøjelse for tilflytterne.
Det kunne nemt være endt rørstrømsk og selvretfærdigt, som endnu et portræt af USA som Guds eget land kontra det primitive Afrika. Eller måske som indirekte politisk ladet, med USA's bureaukrati som redningsvesten for alverdens sølle eksistenser. The Good Lie er imidlertid fortalt ud fra de sudanske mænds perspektiv, ikke et vestligt, hvilket skaber fundamentet for en humanistisk fortælling om kulturforståelse.
Instruktør Philippe Falardeau løfter hverken pegefingre eller går efter struben i bestræbelsen på dårlig samvittighed over skellet mellem den vestlige verden og Afrika. Lige så tålmodige de sudanske mænd er, lige så stille fortalt og underfundig er The Good Lie. Første del af filmen, som også er den bedste, foregår i Afrika. Vi følger de unge mænds rejse helt fra barnsben, frem til flygtningelejren og integrationen og kulturchokket i mødet med livet i USA.
Fortalt med et roligt hverdagsligt smil undres afrikanerne over den nye livsstil og teknologi, men også over madspild, og hvorfor deres nye landsmænd ikke værdsætter det at være i live. Falardeau lader til dels grundfortællingen leve sit eget simple liv, hvilket er effektivt.
Det kan være, at Reese Witherspoon er øjenguf på plakaterne, men hun er blot en af mange bipersoner. Symptomatisk set er dette også filmens egentlige problem, som viser sig i anden del. Nemlig udpenslingen af de gode, varmhjertede hensigter, indkapslet i afvæbnende humor. For nok er baggrundshistorien i første del af filmen, der er baseret på virkelige hændelser, både barsk og hjerteskærende. Men selvom The Good Lie er tankevækkende, dæmper den lune humors sødme det bittersøde drama. Tilbage står dermed en feel good-film. Det hele starter med tragedien, men ender som en lun komedie, hvor alvoren om folkemordene i Sudan forbliver en parentes, som vi ikke har lyst til at tænke på. Vel at mærke bag et Hollywood-glansbillede.
The Good Lie
Se spilletider
Se filminfo
