Flere nyheder

 
Teater
Skatteøen på Folketeatret

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Skatteøen på Folketeatret
Man. 10. nov. 2014


(Foto: Folketeatret)

Det er bestemt ikke første gang, musicalen "Skatteøen" spiller på Folketeatret. Så det er med genkendelsens glæde, man kan gå i teatret og nyde Sebastians sange og leve med i historien om Jim Hawkins, der til slut finder skatten og kan vende hjem til sin mor. Den har spillet mere end 700 gange siden premieren i 1986, men hvorfor forlade et koncept, der holder?

Her er skurke fæle, og de gode er rigtig gode. Der gøres dog noget grin med de åhh så gode englændere, der finansierer udflugten til Skatteøen. Det er Niels Weyde, der er godsejeren, som har pengene, de gode intentioner og så evnen til at forplumre en hel del om bord på skuden. Det er ikke helt lykkedes ham at hyre folk med rent mel i posen. Ikke overraskende er der ganske mange, der vil have fingre i skatten, så mandskabet består for en stor dels vedkommende af pirater. Den værste af dem alle er etbenede og snu John Silver med papegøje på skulderen. Han bliver spillet af Lars Bom, og han er utrolig. Han springer rundt på scenen på sit ene ben, og det er en præstation, der vil noget. Det er tydeligt, at Bom er i en misundelsesværdigt god form, og han har overskud, charme og let til smil i sit spil, og det er godt, for forestillingen henvender sig til børn.

Den unge Jim Hawkins spilles af Emil Birk Hartmann, og han er ung, naiv og sød i sin rolle som sønnen, der forlader den trygge havn hos mor for at forfølge eventyret.

Der er fart over feltet, når det 15 mand store ensemble holder fest i kroen eller slås på skib eller skatteø. Alle har travlt, og mange har op til fem forskellige roller at dække. Birgitte Næss-Schmidt har holdt de koreografiske tømmer, og det er både fermt og imponerende.

Scenografien af Terry Parsons fungerer, og skiftene mellem krostue, skib, skatteø med mange flere kører smidigt og hurtigt.

Mest fængende er dog forestillingens musikalske øjeblikke. Alle kender Sebastians sange, så forventningerne er også i top, når Mrs. Hawkins (Kirsten Price) synger den vemodige "Jeg ser dem komme, ser dem gå - et øjeblik", da Jim tager afsted, og man forstår, hvad hun gennemgår af kvaler. Til gengæld er komikken total under "Ostesangen" - den sang er intet mindre end genial.

Forestillingen er underholdende og holder tempoet hele vejen igennem. Så inviter dine børn med ind og nyd Skatteøen, og hvis du ikke har et barn - så stjæl et og tag med.

Skatteøen
Folketeatret
Se spilleplan