(Foto: Thomas Petri)
Tennessee Williams' semi-selvbiografiske skuespil "Glasmenageriet" er et af de største dramatiske værker i det 20. århundrede. Det er samtidig et meget svært skuespil at iscenesætte og forløse, eftersom hele handlingen er spundet omkring hovedpersonen Toms falmede minder. Det er svært at forestille sig, hvordan man kan fremføre minder på en måde, så det giver en dramatisk fortællelinje, som publikum kan følge. Og så samtidig med at det viser følelserne og skrøbeligheden, som er ved et minde.
Det er noget af en opgave for ethvert teater, der forsøger sig med dette meget intime skuespil, der er med blot fire skuespillere og har en spilletid på godt to timer. Folketeatrets opsætning og skuespillerhold har styr på deres scenografi og replikker. Men det er, som om der mangler noget intensitet både i tonen og i pauserne mellem replikkerne på denne premiereaften. Hos Tennessee Williams, som skriver meget tekst-tunge skuespil, er det netop i pausen i talestrømmen, at karaktererne afslører deres indre følelsesliv - og det kunne være dejligt at have haft med.
Jens Frederik Sætter-Lassen i rollen som Tom, der er fortælleren, fortæller i sin prolog, at hvad vi skal se er et minde. Et smertefuldt minde, der leder op til, hvorfor han forlod sin mor og søster og drog ud i verden. Tom tænker tilbage på de sidste uger, han boede sammen med sin familie i en kummerlig lille lejlighed i St. Louis, midt under den store depression. Scenen er mørklagt, og som publikum virker det som om, man kigger ind gennem muren til den lille lejlighed, der kun er delvist møbleret. For sådan er det jo ofte med minder, nemlig at man ikke husker alle detaljerne; blot de vigtigste ting. For Tom var det skrivemaskinen, brandtrappen, Lauras samling af glasdyr og hans mors forfærdelige gule kjole. Det er et flot og virkningsfuldt scenografisk valg.
Toms mor, Amanda, var engang den smukkeste og mest ombejlede "Southern belle". I hvert fald ifølge hendes egne ungdoms-anekdoter, hvor der bliver pyntet lidt gang på gang, når hun fortæller dem. Amandas mand forlod hende for en anden kvinde, da børnene var små. Nu forsøger hun at få livet til at hænge sammen i en tid, hvor den økonomiske depression i USA er på sit højeste.
Karen-Lise Mynster leverer rollen som Amanda med en overdreven patos og en selvhøjtidelighed. Som den tapre, men selvopofrende mor, der efter hendes mening har opgivet alt for sine børns lykke og fremtid. Konstant er hun efter begge børn, for at de skal studere mere og blive bedre, end de er. De skal være succesfulde og rige mennesker. Hun fortæller dem om, hvor god hun selv var, da hun var på deres alder. Hun fortæller om, at hun kunne vælge og vrage blandt bejlere, både fordi hun var smuk og fordi hun havde social anerkendelse. Hun er som en anden Scarlett O'Hara, der blot finder sig selv i at sælge abonnementer over telefonen i stedet for at arbejde i bomuldsmarkerne.
Søsteren Laura spilles af Ena Spottag, og hun er perfekt i rollen. En pige, som kun lige ved og næsten kan holde sine nerver i skak, mens hun med et jerngreb holder fast i sine trygge rammer: hjemmet og hendes familie. Hun søger tryghed i de gamle grammofonplader, faren efterlod, da han rejste. Samtidig bliver hendes samling af små glasdyr behandlet som et lille barn behandler sin tøjbamse. Hun tynges mere og mere af den store skyldfølelse over ikke at kunne indfri morens høje forventninger til hende. Hun fungerer ikke socialt og har derfor svært ved at gennemføre et kursus i maskinskrivning. Af frygt for morens reaktion lader hun blot som om, hun går på skolen. Det får moren til at fare i flint, da hun finder ud af datterens bedrag. Den eneste måde Laura nu kan sikre sin fremtid er, ifølge moren, ved at blive gift med en rar, ung mand. Laura har været syg som barn, og hun bærer en benskinne på det ene ben. Hun er meget genert og nervøs omkring andre mennesker. Hun kan ikke lide at være centrum for opmærksomhed. Derfor er der meget, hun skal forsøge at overkomme for at glæde sin mor ved at deltage i en middag, hvor en potentiel bejler kommer. Ena Spottag afbilder denne skrøbelige lille sjæl med en nænsomhed og barnlig underfundighed, der er hjerteskærende. Hun er den, som efterlader det stærkeste minde fra denne aften på Folketeatret.
Nikolaj Bjørn-Andersen spiller Jim, Toms kollega, der er blevet inviteret til middag med det formål at finde en mand til Laura. Jim har gået på den samme High School som både Laura og Tom, og han var dengang for 6 år siden den populære fodboldspiller, der var ombejlet af alle skolens piger. Efter skolen har Jim ikke haft så meget held med sig i sin karriere. Selvom han er en karakter, der kommer fra "den virkelige verden" ind i familien Wingfields hjem, er han selv fanget mellem en drømmeverden, fuld af minder, og den hårde virkelighed. Mødet mellem Laura og Jim er denne opsætnings mest fængende scene. Den viser det spæde håb for en mulig kærlighed. En scene, der nærmest kun er overgået af spaghetti-scenen fra Disneys Lady og Vagabonden. Tom og Amanda lader Jim og Laura være alene, og Jim forsøger at overbevise Laura - og sig selv - om at de begge vil overvinde deres mindreværdskomplekser ved at se mere positivt på livet.
Alt i alt er det en fin opsætning af en af de store tunge dramatiske klassikere. Vi ser langsomt, at Tom på sin egen måde er lige så fyldt med selvophøjet patos som sin mor Amanda, og at han er lige så socialt handicappet som sin søster Laura. Det er muligt, han rent fysisk frigør sig fra hjemmet, men mentalt set kan han ikke slippe minderne om moren og søsteren. De hjemsøger ham, og over tid vil de knuse ham som et stykke glas.
Glasmenageriet
Folketeatret
Se spilleplan
