Flere nyheder

 
Film
Pingvinerne fra Madagascar

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Pingvinerne fra Madagascar
Tor. 18. dec. 2014


(Fox-film)

Animationsfilmen "Pingvinerne fra Madagascar" er endnu et spin-off produceret af Dreamworks. I 2011 udkom "Puss in Boots", som var baseret på Den Bestøvlede Kat-karakteren fra "Shrek"-filmene. "Pingvinerne fra Madagascar" er baseret på de fire "ninja-agtige" pingviner fra de tre Madagascar-film fra henholdsvis 2005, 2008 og 2012.

Filmen starter med en kort baggrundshistorie om de tre udbryder-pingvinunger, Skipper, Kowalski og Roco, der trodser deres flok og forsøger at redde et pingvin-æg, som er kommet på afveje. Det lykkes dem at slippe fra nogle farlige søløve-pirater og befri ægget. Bedst som de tre øver sig i deres hemmelige håndtegn, udklækker ægget, og den fjerde pingvin, Rekrut, slutter sig til flokken.

Der skrues op for klippetempoet, og der hoppes fra den ene fjollede scene til den anden. De viser alle missionerne, de fire specialagenter roder sig ud i. Vi ender ved en fødselsdagsfest for Rekrut, hvor Skipper har planlagt en overraskelsesmission for ham. De skal bryde ind i Fort Knox. Ikke for at stjæle guld, men ostechips fra en automat. Hvad Skipper ikke kunne vide er, at den onde blæksprutte Dave gemmer sig inde i automaten.

Dave boede engang i New York Zoo. Alle publikummerne elskede ham og alle de tricks, han kunne. Men en dag kom fire små nuttede pingvinunger til haven og stjal al opmærksomheden fra ham. Herefter blev Dave sendt til nye zoologiske haver, hvor han alle steder fik stjålet sit rampelys af pingviner. Dave, som er en rigtig superskurk, flygtede selvfølgelig fra sin sidste zoo. Sammen med sine blæsprutte-håndlangere bygger han et laboratorium. Her udvikler han et serum, som kan forvandle søde nuttede pingviner til små monstre. Lidt ligesom i Gremlins-filmen fra 1984. Dave vil nu fange alle pingviner i verden og bruge sit serum på dem.

Dave skal stoppes, og de fire pingviner teamer op med et andet hold superagenter, kaldet Nordenvinden. De minder om en slags Marvels Agents of S.H.I.E.L.D. med deres hightech-udstyr.

Der er masser af slapstick-humor til forældrene og sjove blæksprutter til børnene i denne tempofyldte animationsaction-komedie. Der er også et par underholdende sekvenser, som når pingvinerne "lister" sig over en fodgængerovergang. De ruller, så deres hvide side er opad i de hvide striber og deres sorte er opad i de sorte striber. En af de bedre udtænkte scener er en jagt-scene i Venedigs kanaler, hvor pingvinerne jagtes af tre blæksprutter. Den er både flot animeret og rigtig underholdende.

Det er svært at se Pingvinerne fra Madagascar som et hit for hele familien. Det er begrænset, hvor meget der er at hente i de fire overfladiske pingvinkarakterer. Som hovedpersoner i en film på 92 minutter bliver de hurtigt trættende bekendtskaber. Det, som holder filmen sammen, er det høje tempo og de mange vanvittige karakterer, der bliver proppet ind undervejs. Her skal det nævnes, at det klart er at foretrække at se filmen i 3D, da der er mange gode anvendelser af det.

Det, som netop Pingvinerne fra Madagascar kan, er at køre den ene sekvens af vanvittig slapstick-humor efter den anden, lige præcis som de gamle Warner Bros Looney Tunes-kortfilm med Daffy Duck eller Roadrunner gjorde det i 1950‘erne. Er man til vanvid uden mening, er Pingvinerne fra Madagascar klart det, man skal bruge tid på sammen med familien i juleferien.

Pingvinerne fra Madagascar

Se spilletider
Se filminfo