|
|
(Foto: Camera Film)
Mike Magidson har instrueret "Inuk", som er den mest prisvindende grønlandske film til dato. Han har skrevet manuskriptet i samarbejde med antropologen Jean-Michel Huctin og den grønlandske opdagelsesrejsende Ole Jørgen Hammeken. Resultatet er en følsom film, der, i sin essens, hylder den grønlandske natur og inuitternes kamp for at bibeholde deres traditioner.
Filmen er en coming of age-fortælling om den 16-årige Inuk (Gaba Petersen), der bor i Nuuk sammen med sin mor. Efter farens død er moren tyet til alkohol for at dulme smerten, mens Inuk må sørge for sig selv. Grundet de mange problemer på hjemmefronten, beslutter en socialrådgiver at sende Inuk til et børnehjem på Nordgrønland, hvor hans værge, Aviaaja (Rebekka Jørgensen), arrangerer en tur for de unge, der skal ud og jage sæler med byens fangere. Inuk begynder her sin manddomsrejse på hundeslæde, hvor sæljagten erstatter rockmusikdrømmene. Fangeren Ikuma (Ole Jørgen Hammeken), tager modvilligt Inuk under sine vinger, og langsomt begynder de to at fylde et tomrum i hinandens liv.
Filmen Inuk er en smuk Grønlandsrejse fra syd mod nord og en stor en hyldest til inuitternes oprindelse. Sociale problemer som alkoholmisbrug, afskåretheden fra omverdenen, samtidigt med, at grønlænderne bliver tvunget til at tage det nye urbane liv til sig, bliver behandlet. Men hovedtemaerne er den smukke grønlandske natur og dens langsomme forfald grundet den globale opvarmning, og inuitternes forsøg på at holde fast i traditionerne og fortsat leve i pagt med naturen. Dette bliver vist på dragende vis gennem de mange scener af slædehundene traskende over indlandsisen og fjeldene.
Mike Magidsons første spillefilm er en rørende beretning om en universel sorg: Et folks behov for at bibeholde sin identitet intakt i en tid, hvor moderniteten kræver andet af dem. Gaba Petersen debuterer som Inuk, og flere af de medvirkende er børn fra Uummannaq-børnehjemmet i det nordvestlige Grønland, hvilket gør, at filmen føles overbevisende realistisk og på grænsen til at være dokumentarisk. Samtidig føles filmen lidt meta-agtig, idet at Ole Jørgen Hammeken, der karismatisk spiller rollen som Ikuma, i 2007 deltog i en hundeslædeekspedition, der gennem en rejse på over 500 km. fra Uummannaq Fjord til Ilulissat, havde til formål at henlede folks opmærksomhed på klimaændringerne. Hammeken har siden deltaget i flere lignende ture.
Inuk er ikke et fantastisk værk i filmteknisk forstand (skuespillet føles til tider forceret, nogle af filmens kameravalg og dialog vil lidt for åbenlyst anskueliggøre en pointe, mens musikken pådutter os det melodramatiske ved at glorificere diskursen), men der er nu alligevel noget i helheden og især i stemningen, der fungerer. Måske er det i virkeligheden også fordi, at det for en dansker føles vigtigt at forstå og være opmærksom på den grønlandske sentimentalisme, der desværre lidt for ofte bliver overskygget af ensformige og negative stereotyper.
Tilbage i februar kunne man i forbindelse med et samarbejde med kulturhuset Nordatlantens Brygge se flere grønlandske film. Især Sume - Lyden af en Revolution om rockbandet Sume fra 70´erne blev et stort hit bl.a. ved CPH:DOX -festivalen i år. Og det er skønt at se, hvordan grønlandske filmskabere i de senere år er begyndt at markere nationen internationalt. Undertegnede vil glæde sig til flere skønne portrætter fra selvstyret langt oppe højt mod nord.
Inuk
