(Foto: Robin Skjoldborg)
Teater Rio Roses forestilling "Blah Blah Blah" gæstespiller på Teatret ved Sorte Hest på Vesterbro fra den 10. januar til den 11. februar 2015. Forestillingen har en masse potentiale i kraft af tema om alkoholkultur og skuespillere, som selv har erfaring med flaskens magt. Men desværre svømmer vi rundt i overfladen og kommer aldrig ned på bunden af flasken.
I pressematerialet får vi at vide, at vi nu skal være vidne til "en sjældent set kærlig og humoristisk skildring af en alkoholmisbrugers følelser og handlinger". Der står også, at alkoholisme som tema sjældent bliver set på de skrå brædder, da det er tabubelagt. Der er lagt op til, at publikum får en anderledes, hjertelig og tiltrængt belysning af alkoholikerens selvbedrag og misbrug, som rammer rigtig mange danske familier. Folmer Kristensen, som er vores hovedperson, og Poul Jepsen, som agerer en form for scenemedarbejder i stykket - og den der rydder op efter vores hovedpersons berusede øjeblikke - er begge tidligere alkoholikere, og deres oplevelser er brugt som inspiration for stykket. Denne anmelder så frem til at komme bagom facaden og se noget andet end den gængse version af en alkoholiker.
Den begrænsede scenografi af enkelte stole og campingborde gør sig godt på den lille scene på Teatret ved Sorte Hest, men dog virker det til, at de har haft for meget fokus på en symbolik, som ikke kom ud over scenekanten, og derfor føles det, som om meget af tiden går med at de flytte rundt på fire hvide stole i stedet for at give os alkoholikerens fortælling. Folmer Kristensen har enkelte fine monologer, hvor vi får lov til at smage lidt på de løgne, som en alkoholiker kan drukne sig selv i for at opretholde en facade. Han sammenligner sig med et næsehorn, som kun er socialt omkring vandhuller; det er nærsynet, og når næstehornet sætter fart på, kan intet stoppe det.
Forestillingen varer en time, men den tid, hvor vi rent faktisk får noget historie at tygge på, er sparsom. Forestillingen lægger vægt på humor og en sådan Chaplin-stumfilmstil, hvor dét at bruge sin mimik skal give os noget at tænke over. Folmer Kristensen er en god skuespiller. Desværre har han ikke fået nok at gøre med. Denne anmelder var efterladt med et ønske om mere tale og ikke mindst mere historiefortælling. Et øjeblik som dog nåede ud i det lille intime rum på 1. sal var, da Folmer Kristensen og Poul Jepsen fremførte visen "Hvorfor er jeg ikke død".
I sidste ende var dette desværre endnu et hult overfladisk portræt af en alkoholiker med selvbedrag, vrede og sorg. Titlen på stykket stemmer derfor godt overens med denne anmelders indtryk, og det var næsten allerede glemt på vejen hjem i bussen.
Blah Blah Blah
Teatret ved Sorte Hest
