(Foto: Ulrik Jantzen/Das Büro)
Inspireret af klassikeren "Fluernes Herre", serien "Lost" og filmene "Hunger Games" har C:NTACT og Betty Nansen Teatret skabt forestillingen "De overlevende", der vil skildre, hvordan mennesker reagerer, når de bliver presset helt derud, hvor det kun handler om liv eller død.
Tolv unge mennesker styrter ned med et fly - alle får kæmpet sig op på land, nærmere betegnet en øde ø et udefinerbart sted mellem Danmark og New York.
Ingen af de tolv unge kender hinanden i forvejen, og de har alle rejst alene i flyet. Der ses hurtigt magtkampe på den lille ø, og det er svært for dem at blive enige om noget som helt. Det eneste de dog kan blive enige om er, at det nok er bedst at finde en leder, inden alting bliver for kaotisk. Men hvem skal det være? Hvem har de bedste lederevner i denne uventede og frygtelige situation?
Der opstår samtidig stærke relationer mellem flere af de unge mennesker. Nogle bliver forelskede, andre gode venner, mens nogle bliver deciderede fjender. Alle er presset til det yderste, sultne og frustrerede over ikke at blive fundet hurtigt nok. De stærkeste i flokken er villige til at gå langt for at overleve flystyrtet, hvor nogle få må se passivt til, at små uhyrer langsomt bliver skabt.
Teaterforestillingen er blevet udviklet lidt ad gangen. Improvisation og øvelser blev til videooptagelser, der efter justeringer til sidst blev til det færdige manuskript. Med instruktør Frede Gulbrandsen i ryggen har alle de unge skuespillerspirer været inde over produktionen af teksten bag forestillingen, som nu kan opleves på Edison Teatret.
Set i lyset af at de fleste af skuespillerne er unge amatører, gør de det generelt fint nok. Desværre ikke helt i top af kategorien for amatørskuespil. Der er mange højtråbende replikker, og selvom skuespillerne skal udtrykke vrede og frustration, bliver det lidt for meget ind i mellem. Deres skænderiscener bliver for lange, og man falder som publikum af på det ene skænderi efter det andet. Man savner noget mere; ellers kan man lige så godt tænde for et reality-program derhjemme i flimmerkassen. Man mangler at mærke dem noget mere, mærke de følelser, de prøver at vise. Der er enkelte scener, som formår dette, og som får et par armhår til at rejse sig. Men desværre er det ikke helt nok til, at man lever sig hundrede procent ind i atmosfæren og karaktererne, hvor gerne man end ville.
De overlevende
Edison
