(Foto: Reel Pictures)
I dokumentaren "Det Store Museum" ("Das Grosse Museum"), viser Johannes Holzhausen Wiens enorme Kunsthistoriske Museums moderniseringsstrategi. Filmen er en interessant rejse gennem en kæmpe kunstinstitutions gange og rum og et portræt af, hvordan det hele hænger sammen bag kulisserne. Værket havde verdenspremiere på Berlinanen i 2014, hvor den vandt Calligari-prisen.
Den østrigske dokumentarfilminstuktør Johannes Holzhausen har begået en elegant film om, hvordan bestyrelsen på Wiens Kunsthistoriske Museum forsøger at modernisere det klassiske og anerkendte museum. Værket er filmet over to år i tiden op til genåbningen af det nyrenoverede og udvidede Kunstkammer i 2013.
Hvordan genopfinder man så et af verdens største museer? Svaret bliver ikke helt givet i filmen; måske fordi der i virkeligheden ikke er noget klart svar, da det ikke er til at komme udenom, at museets kunstsamling centrerer sig om klassiske kunstværker. Dog er den sympatiske direktør, Sabina Haag, meget stolt over at fortælle Neil MacGregor (direktør for The British Museum i London), at de har bestilt et smedejernsværk af lamper baseret på geometriske former af tidens moderne kunst-darling Olafur Eliasson. Men om svaret bliver givet eller ej, så er det nu imponerende i sig selv at følge med i dagligdagen i så stor en institution, der er en kæmpe labyrint af gange og etager, hvori kunst, arkiver og personale befinder sig.
Det Store Museum viser os alt: fra de organisatoriske processer med fokus på udarbejdelse af en udstilling; markedsundersøgelser om udformningen af nye bannere og salgsfremmende brochurer; budgetter; restaureringsarbejdet; til kampen for at tilegne sig nye kunstværker til at fuldføre allerede eksisterende samlinger. Der er drama mellem de forskellige afdelinger - hvem får flest penge til hvad, kustoderne føler sig som de lavest rangerende i organisationen, håndværkerne der laver gulv og stripper vægge for tapetet, samtidigt med eksperter, der jagter borebiller i maleriernes rammer. Det er fascinerende at se alt det arbejde, man ikke vidste noget om, foregå. Og hvordan museets medarbejdere løfter museumsprojektet med stolthed, dedikation og passion for bevaringen af kulturskattene.
Holzhausen tager os virkelig bag kulisserne, og man bliver nærmest helt misundelig over dem, som er med til at bevare og formidle kunsten. Og ikke mindst rundtosset over alle de ting, der skal koordineres og blive til en helhed i sidste ende. Filmen er humoristisk og varm på en subtil måde, som da en administrativ medarbejder kører på løbehjul langs uendelige gange for blot at hente et print, eller når vi ser en afdelingsleder stille ost frem til fuglene på sin vindueskarm.
Holzhausen, der har lavet dokumentarfilm siden 1990'erne, viser, hvordan den traditionelle kunst forsøger at møde sit moderne verdenspublikum i et værk, der er bedst i de mindste detaljer. Det er en interessant backstage dokumentar, hvor Holzhausens fortællemåde minder en om manden på løbehjulet: den sniger sig gnidningsfrit gennem gange og lokaler og viser os som fluen på væggen, hvad der foregår i de forskellige rum.
Det Store Museum er et flot og velskabt observationsstudie, der hylder de mennesker, der holder Wiens Kunsthistoriske Museum kørende i en tid, hvor konkurrencen om publikum såvel som statsstøtte er benhård.
Det Store Museum
