(Foto: Rolf Konow)
"Mænd & Høns" er en helt igennem klassisk Anders Thomas Jensen film, på godt og ondt
Anders Thomas Jensen har siden Dogme-dagene været en større profil i dansk film. Den dobbelte Oscar-vinder, for de to kortfilm Valgaften og The New Tenants, har som manuskriptforfatter en stor andel i flere markante danske film. Der er dog gået ti år siden hans sidste film som instruktør, med Adams Æbler, og efterhånden femten år siden Blinkende Lygter, Jensens nok bedste film, når han har stået bag kameraet. Nu er Jensen tilbage som instruktør, vanen tro baseret på eget oplæg. På papiret tager projektet sig muligvis fint ud, men som film er Mænd & Høns absolut ikke vellykket.
De to brødre Elias (Mads Mikkelsen) og Gabriel (David Dencik) er temmeligt specielle. Ikke fordi de ikke bryder sig synderligt meget om hinanden, men fordi de er ekstremt dysfunktionelle og socialt handicappede. Da deres far dør, finder de ud af, at de begge er adopterede. Elias og Gabriel beslutter sig for at opsøge deres biologiske forældre, som de finder ud af bor på en isoleret ø. Her møder de tre andre dysfunktionelle mænd, som tilsyneladende er deres halvbrødre. Det viser sig, at de tre halvbrødre har deres helt egne regelsæt og perspektiv på verden, mens de bor på en gammel sindssygeanstalt blandt sære udstoppede dyr og hjemmelavede oste. Gabriel vil dog nå til bunds i sagen om, hvad der egentlig er foregået på sindssygeanstalten.
Mænd & Høns er en helt igennem klassisk Anders Thomas Jensen film, på godt og ondt. Mest ondt, her anno 2015. Anders Thomas Jensen bevæger sig i samme sfære som altid, han benytter stort set de samme skuespillere og slår sig på letkøbt folkelig røvballekomik. Ja, det er sjovt at se folk blive slået ned af suppegryder og se Ole Thestrup fyre den ene platte replik af efter den anden. Mænd & Høns vil dog mere end det, og genbruger den tyndslidte "familien over alt" retorik, som vi har set så mange gange tidligere fra Jensens instruktørhånd.
For at give filmen kant, forsøges der med en omskrivning af skabelsesberetningen, samtidig med at en diskussion mellem videnskab og religion stikker snuden frem. Det bliver aldrig helt tydeligt, hvad præcis idéen er, andet end tematikken trækkes hen mod at selv den mest dysfunktionelle familie, stadig er en familie. De dybere lag tæves, bogstaveligt talt, også godt ned i mulden - hvilket til dels er ganske underholdende, men også temmeligt åndssvagt. Det franske instruktørpar Jeunet og Caro fra 90'erne er stadig de store forbilleder, mens Mænd & Høns på ingen måde er lige så skarp som deres bagkatalog.
At det er lykkedes at samle nogle af de bedste danske skuespillere lige nu og få dem til at levere overbevisende ud fra en virkeligt tynd præmis, kan Anders Thomas Jensen trods alt roses for. Det er tydeligt, at Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas er vokset gevaldigt som skuespillere siden Blinkende Lygter, mens altid iøjnefaldende David Dencik gør det glimrende i en hovedrolle. I det hele taget er det absolut skuespillerne, som trækker filmen op, hvor bl.a. Nicolas Bro, Søren Malling og Bodil Jørgensen også er gode.
Mænd & Høns er en underlig skabning. Et misfoster af en række ikke videre gennemtænkte idéer, men som trækkes op af nogle af de allerbedste danske skuespillere lige nu, samt et par virkeligt morsomme sekvenser. Var det imidlertid ikke pga. præstationerne fra bl.a. Mads Mikkelsen og David Dencik, ville filmen have været en regulær vanskabning, som ville have været bedst at glemme i al stilhed. Anders Thomas Jensen skal fremover enten holde sig til at skrive manus eller lade være med at leve i fortiden som instruktør.
Mænd & høns
