Flere nyheder

 
Musik
Slipknot i Forum

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Slipknot i Forum
Fre. 13. feb. 2015

Det ni-hovedede metalmonster besøgte den 12. februar Forum i København, og på trods af at Forums lydforhold nok engang gjorde sit for at spænde ben for en god koncert, lykkedes det Slipknot at hive en arbejdssejr i hus.

Slipknot har igennem den sidste tid gennemgået nok interne tragedier til at kunne kaste håndklædet i ringen, men på trods af Paul Grays dødsfald og afsked med trommetyfonen Joey Jordison, lykkedes det Slipknot at samle de fragmenterede stumper op. Med den udmærkede The Gray Chapter har bandet fundet fornyet energi og livskraft. Denne livskraft kunne mærkes denne aften i Forum, da bandet frådende og uden omsvøb kastede sig ud i deres über hidsige metal til stor glæde for publikum. Bandet gik på til tonerne af "XIX", og herefter kylede de "Sarcastrophe" i hovedet på os. Det er primært sange fra The Gray Chapter, der fyres af, men der bliver også plads til sange som bl.a. "Duality", "Psychosocial" og ikke mindst "Before I Forget" og "People = Shit", og alle numre leveres fremragende af gruppen. Hvad der desværre står tilbage for undertegnede er, at Forums lydklods nok engang beviser, hvor besværligt et bekendtskab den er, eftersom den flåede flere af de forskellige komplicerede stykker fra hinanden og gjorde flere af de ekvilibristiske tromme/guitar-løb til mudder. Det er ganske enkelt skammeligt, når et band så professionelt som Slipknot leverer et så passioneret show, som de gør.

Ros skal der falde til de nye medlemmer, Jay Weinberg på trommer og Alessandro "vman" Venturella på bassen, som i særdeleshed gjorde deres for at fylde rollerne ud. Slipknot spiller allerede som en etableret enhed igen. Corey Taylor havde vanen tro indtaget rollen som publikums bedste stodder-ven og gjorde som altid sit bedste for at få os med på vognen. Det lykkedes efterhånden for undertegnede at give sig hen, for hvordan kan man modstå et band med så meget vital slagkraft som Slipknot? Sceneshowet var hyper og potent og spækket med flammer og hidsig energi, og imens Clown skiftevis fes frem og tilbage over scenen og tæskede sine tønder med alverdens forskellige køller, brølede Corey sit primale jeg ud over publikum med alt, hvad den kunne trække. Selvom Forum gjorde sit for at spolere festen, så triumferede Slipknot nok engang, og gruppen kunne gå ud i tourbussen med helt ren samvittighed. De annoncerede, at de gæster Copenhell til sommer, hvilket må siges var en populær nyhed. Så kunne man da håbe, at Copenhells Helvitiscene kan levere en bedre lydside, end hvad Forum nogensinde har kunnet. Det fortjener Slipknot!

Slipknot gav koncert i Forum 12. februar 2015