(Foto: SF-Film)
Instruktørparret Richard Glatzer og Wash Westmoreland har med "Jeg er Stadig Alice" lavet en flot film om Alzheimers baseret på neurologen Lisa Genovas roman "Still Alice". Julianne Moore brillerer og gør sig fortjent til en Oscar for sin rolle som Alice Howland.
Lingvistikprofessoren Alice Howland (Julianne Moore) fejrer sin 50 års fødselsdag sammen med sin familie. Alice er lykkeligt gift og har tre voksne børn med sin mand John (Alec Baldwin). Da hun under en forelæsning begynder at glemme ord, opsøger hun en neurolog og får konstateret tidlig Alzheimers.
Som Alice selv siger: "Jeg ser ordene hængende foran mig, og jeg kan ikke nå dem." Hele livet har hun arbejdet med sprog, og nu bliver hendes egen selvforståelse prøvet til det yderste i noget, der synes som en grusom ironi.
Jeg er Stadig Alice, der er baseret på neurologen Lisa Genovas bestseller Still Alice, er skrevet og instrueret af parret Richard Glatzer og Wash Westmoreland. Glatzer lider af nervesygdommen amyotrofisk lateral sklerose og har mistet evnen til at tale. Han drager egne sygdomserfaringer ind i sine film og lykkes med at ramme publikum uden at ty til følelsesmæssige tricks. Det samme formås i denne film. Værket eksponerer nemlig direkte, men simpelt, den frygtelige sygdom som Alzheimers er. Og filmens subtilitet gør det desto mere smertefuldt at se, hvordan Alice langsomt mister sig selv.
Jeg er Stadig Alice ville ikke være den samme film, hvis ikke det var for Julianne Moores pragtpræstation som sprogeksperten, der er ved at miste sin viden om ord og familien, der omgiver hende. At afbilde en person, hvis verden er ved at forsvinde i afgrunden af glemsel, er en udfordring, som Moore har taget til sig og fuldført til det ypperste. Hun er i stand til at få os til at tro på, at hun er Alice: Hun blotter alle de inderste følelser på den mest sofistikerede måde. For med små håndbevægelser, subtile bevægelser og ansigtsudtryk formår hun at få én til at identificere sig med denne kvindes tab og smertefulde historie.
Julianne Moores fremragende stykke arbejde giver én gåsehud, og hele sygdomsprocessen er angstprovokerende at følge. Og netop dette resultat sikrede, at Moore endelig fik sin første Oscar efter hele fem nomineringer.
Kristen Stewart, der ellers er mest kendt for Twilight-filmene, gør det overraskende godt i sin rolle som Alices yngste datter, Lydia, der tager ansvaret for at tage sig af mor. Og sammenspillet mellem Moore og Stewart bliver både varmt og hjerteskærende.
Glatzer og Westmorelands værk efterlader én med melankoli og frygt for sygdommen, på trods af at det faktisk er en ret pæn film om noget meget grimt.
Alices familie tager det hele med en ro og tålmodighed, som man ikke forestiller sig er specielt realistisk, og det er her, at filmen taber lidt af sin nerve. Men når det nu er sagt, så er det en film, der i al sin tristesse formår at hylde livet, kærligheden og familiesammenholdet.
"Intet er tabt for evigt. I denne verden, er der en form for fremskridt, der altid er smertefuldt. Vi længes efter det, vi har efterladt, og drømmen om ting der skal komme." Alices reference til monologen fra Tony Kushners dramaturgiske værk Engle i Amerika tillægges en ny og smertefuld læsning i filmen, fordi det efter den er udtalt kun bliver mere tydeligt, at for Alice vil alt være tabt for evigt.
JEG ER STADIG ALICE
Se spilletider
Se filminfo
