Flere nyheder

 
Teater
AR

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
AR
Man. 23. feb. 2015


(Foto: Aarhus Teater)

Det er en kunst at lave teater til unge. Det er især en kunst at lave meningsfyldt teater til unge, som både vil sige de unge noget og på samme tid være underholdende. Med Forestillingen "AR" demonstrerer Opgang2, at de mestrer begge dele.

Opgang2s nye forestilling AR handler om livet. Om de ar man får. Både de fysiske og de psykiske.

I beskrivelsen af forestillingen står der; "AR er fortællinger fra tilværelsens slagmark med både humor og alvor og ikke mindst masser af musik." Og det er netop, hvad man som publikum får.

Pia Marcussen har skrevet en ungdomsforestilling, der på samme tid er rørende og morsom. Musikken - der både er komponeret og fremført af Nana Schwartzlose - både starter og afrunder AR og følger publikum hele vejen igennem rækken af fortællinger som en underliggende, stemningsskabende følgesvend.

AR består af en række mindre tableauer, der på samme tid er uafhængige af hinanden og sammenkoblede. For i hvert af forestillingens fragmenter indgår der et element, som på fineste vis linker det sammen med de øvrige. Det er særdeles effektfuldt og skaber en fin overordnet sammenhæng - og det vidner om godt dramaturgisk overblik.

Alle roller i forestillingen spilles af Gaia Maria Jørgensen, Said Mohamed og Rasmus Reiersen. De tre skaber - i samspil med Nana Schwartzloses musik- og lydindslag - en fængende musikalsk forestilling, hvor selv overgange og sceneskift bliver fuldt integrerede dele af forestillingen.

De formår at spille levende teater, helt upåvirkede af støj og snakken blandt publikum. De skifter mellem at være "alene på scenen" til at interagere fuldt ud med publikum. Og netop deres vekslen mellem at holde sig til manuskriptet og være i stand til at improvisere ud fra publikums feedback og kommentarer gør stykket mere levende.

I det hele taget er AR et godt stykke håndværk. Både hvad angår skuespilpræstationer, scenografi og instruktion. Med stor sikkerhed skabes balancen mellem det underholdende og det alvorlige. Det er en hårfin balance, og den tegnes her meget fint.

AR
Opgang2 - på Aarhus Teater
Se spilleplan