(Foto: Reel Pictures)
Danske Jannik Splidsboels biografaktuelle dokumentarfilm "Misfits" følger tre homoseksuelle amerikanske teenagere i det yderst konservative Tulsa. Splidsboel har fulgt de unge gennem to år, hvor de fortæller om angsten, isolationen og familieproblemerne, deres seksualitet afstedkommer.
I det konservative Tulsa, Oklahoma, blandt byens tusinder af kirker ligger "Open Arms Youth Project" - et ungdomscenter for homo- og transseksuelle teenagere. Dette er det eneste sted, hvor de unge, som betragtes som kættere ift. den kristne tro, kan mødes og være sig selv. Danske Jannik Splidsboel har fulgt tre unge homoseksuelles kamp mod stigmatisering fra omverdenen og for at finde indre ro ift. deres seksualitet.
Hovedpersonerne i denne coming-of-age-dokumentar er: den 17-årige Larissa, der netop er flyttet sammen med sin kæreste; den 16-årige biseksuelle "D", som bor i egen lejlighed; og den 19-årige Benny, som residerer hjemme hos sine forældre.
I det fordomsfulde Tulsa kæmper disse unge mod isolation fra samfundet og endda mod psykisk og/eller fysisk misbrug fra familiemedlemmer. Men iblandt vreden er der også plads til kærlighed og håb. Splidsboel veksler mellem interviewmateriale og optagelser af bl.a. ungdomscentret eller teenagernes hverdags gøren og laden.
Problemet med Misfits' portrættering af LGBT-problematikken er, at den aldrig kommer i dybden med emnet. F.eks. bliver "D"s transseksualitet kun nævnt overfladisk, imens scenen mellem Larissa og hendes kæreste i en tunnel dekoreret med farvede julelys (det samme billede som på filmplakaten) føles for iscenesat. Scenen er filmens smukkeste, omend helt anderledes fra stilen i resten af værket. Det kunne have klædt Misfits at anvende flere billedudtryk a la dette til at skabe en kontrast mellem en smuk billedstil og tematikkens følelsesmæssige barskhed. Og apropos følelsesmæssig barskhed, så præsenterer filmen os for de unges store problematikker, såsom familiemisbrug, men disse forbliver næsten uudforskede, hvilket er ærgerligt, fordi filmen derved mister styrke.
Tolerancen over for homoseksualitet er naturligvis blevet mere udbredt og bedre accepteret af samfundet som helhed, men det er stadigt mest i de moderne storbyer, at folk lever med mere åbne sind over for det, der trodser det heteronormative. Dette er selvfølgeligt ikke tilfældet i mindre samfund, hverken i USA eller Danmark for den sags skyld. Ideen om at sætte kontrasten mellem et fanatisk religiøst område i USA og unge homoseksuelle op i en spids er interessant, men filmen giver ikke rigtigt nogen fornemmelse af, hvordan de åndelige og forstokkede omgivelser påvirker de unges liv. Selv ungdomscentret forbliver som en vag enhed, hvis formål aldrig helt afklares. Medmindre det da "kun" er det at give de unge et tilflugtssted. Det kunne dog have været rart at udforske nærmere, hvilken rolle centret og dets arbejdere har i de unges liv og udvikling som homoseksuelle netop i Tulsa.
Misfits kunne have været en fin film om at være sig selv på trods af de høje følelsesmæssige omkostninger. Det kunne have været en interessant film om kønsidentitet i netop et samfund, der er så radikalt konservativt. Desværre er Splidsboels behandling af tematikken for konventionel og overfladisk, og hverken tematik eller teknik byder på noget nyt til dokumentargenren eller LGBT-diskursen. I virkeligheden kunne den ligeså godt have handlet om teenagere, homoseksuelle eller ej, og de følelsesmæssige rucheture der hører til alderen - et hvilket som helst sted i verden.
MISFITS
Se spilletider
Se filminfo
