(Foto: Nordisk Film)
Bevidstheden om d. 9. april er vigtig, mens filmen om samme begivenhed helst skal overses.
2. Verdenskrig står stærkt i den danske bevidsthed. Når snakken falder på den danske modstandsbevægelse, bævrer den nationale stolthed. Også selvom det først var i 1942, da krigslykken begyndte at vende for tyskerne, at modstandsbevægelsen i Danmark for alvor begyndte at vise tænder. Danmark blev besat d. 9. april 1940, ved at regeringen indvilgede i ikke at yde modstand mod det stærkt overlegne Nazityskland. Der var få kampe ved grænseområderne, henover et par timer fra morgenstunden, men i bund og grund, med al respekt, ikke noget at skrive hjem om. Det er der nu lavet en krigsfilm om, i anledning af 75-året for besættelsen. Og ja - den er heller ikke værd at skrive hjem om.
Der er noget på færde syd for grænsen, dengang i 1940. Nazityskland har Europas absolut stærkeste hær, hvorimod den danske ikke tåler sammenligning. Der er optræk til, at de tyske tropper vil trække ind over grænsen i dagene op til d. 9. april - hvor det nærmest uundgåelige sker fra morgenstunden. En sønderjysk fortrop, bestående af cykel- og motorcykeldelinger, sendes af sted mod en overlegen modstander. Sekondløjtnant Sand (Pilou Asbæk) vælger med sin cykeldeling at tage kampen op; resten er historie.
At lave en krigsfilm over 9. april er noget nær det samme som at skyde sig selv i foden, tage ladegreb og skyde igen. I hvert fald, hvis målsætningen er at nå samme høje niveau, som danske biografgængere er vant til fra udenlandske krigsfilm. Al ære og respekt for at skabe større bevidsthed om besættelsen i 1940, og de (få) ofre der var. Men at se en gruppe soldater cykle rundt på den jyske hede, hvor det at skifte et punkteret dæk skal pifte et vist niveau af spænding op i en i sig selv temmeligt hurtigt overstået invasion, fremstår urkomisk - i al sin alvor.
Ikke at der ikke kippes med Dannebrog undervejs. De danske soldater fremstilles som sindige og fredselskende civiliserede mennesker med hang til kaffe og basser på skydebanen, og som ikke helt forstår, hvad den dersens krig egentlig gør godt for. Fædrelandskærligheden er til stede, som vi kender den i danske folkekomedier fra 50'erne. Ikke at det er hensigten, forstås. Men når Sekondløjtnant Sand pligttro cykler af sted i 3. gear som mørk silhuet i morgensolen, med fem prustende soldater bag sig, er niveauet ligesom sat.
Action-sekvenserne er ikke bedre. Kampene begrænser sig til én fesen tank og sparsom krydsild mellem danske cyklister og tyske soldater. Med flest tab på den tyske side, sjovt nok. I Sands lille deling er der naturligvis plads til personfnidder i et grovkornet stereotypt persongalleri, hvor vi møder både den tykke sønderjyde og den smarte københavner. Idéen er naturligvis at fremmane indlevelse og identifikation. Den spillefilmsdebuterende instruktør Roni Ezra slipper dog heller ikke heldigt af sted i den afdeling. Karaktererne er så karikerede, at Anne Grethe Bjarup Riis' personinstruktion i Hvidstengruppen føles som en Bergman-film i sammenligning.
Bevidstheden om d. 9. april er vigtig, mens filmen om samme begivenhed helst skal overses. 9.april er en komplet harmløs og uvedkommende film, der så gerne vil være Kammerater i krig, men ender i stedet med at være en ufrivillig komisk parodi på samme, som "Soldaterkammerater på cykeltur".
9. APRIL
