Flere nyheder

 
Film
Tilbage til Marigold Hotel

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tilbage til Marigold Hotel
Tor. 19. mar. 2015


(Maggie Smith, foto: Fox-film)

John Madden er tilbage i instruktørstolen i anden del af fortællingen om britiske pensionister, der har besluttet sig for at leve deres otium i Jaipur, Indien. "The Second Best Exotic Marigold Hotel" fortæller historien om hotelejeren Sonnys drøm om at udvide sit imperium. Mange af gæsterne fra den første film er stadig indlogeret på hotellet, og nye tjekker ind. Det er lykkedes Madden at lave en fin opfølger til publikumssuccessen, og, på trods af at være noget overfladisk, indeholder værket tilpas mængder humor, hjertevarme og bollywood'ske infusioner.

I den første film havde den unge Sonny Kapoor (Dev Patel) en drøm: at gøre et forfaldent hotel i Jaipur, Indien, til en slags pensionat for rige briter. Og selv om de støvede og faldefærdige værelser ikke var præcis, hvad gæsterne forventede ved ankomst, blev det hele mere, end de nogensinde havde drømt om.

I anden del har Sonny store drømme om ekspansion. Han har øje på en lovende ejendom og forsøger at tiltrække amerikanske investorer til projektet. Men i perioden før Sonnys bryllup med sit livs kærlighed, Sunaina (Tena Desae), begynder forviklingerne at ske, og alt skal lige vikles ind i hinanden, før det kan udredes: De nye gæster, Guy (Richard Gere) og Lavinia (Tamsin Greig), tjekker ind, og der er forviklinger om deres identitet. En smuk ven af Sunainas familie gør Sonny-boy jaloux op til brylluppet. Evelyn og Douglas (Judi Dench og Bill Nighy) er forelskede i hinanden, men Evelyn tør ikke kaste sig ud i forholdet. Norman og Carol (Ronald Pickup og Diana Hardcastle) mistænker hinanden for at være utro, og Madge (Celia Imrie) forsøger at vælge mellem to rige bejlere. En frygtet anmelder, der skal give grønt lys til Sonnys nye hotel, er indlogeret på The Best Marigold - Men hvem er det? Den eneste, der måske kender svarene, er co-lederen, Muriel (Maggie Smith), som alle søger råd hos.

The Second Best Exotic Marigold Hotel er en lige-ud-af-landevejen-komedie, der gør hvad den skal. Med dens endeløse småkampe og romantik er filmen underfundig og sætter et smil på læben. Samtidig forsøger den, ligesom den første film, at vise, at det aldrig er for sent at starte forfra eller forelske sig.

Den prøver sågar at fortælle os, at vi er nødt til at stoppe op og udnytte den tid, vi er her, bedst muligt. Og ikke være bange for forandringer, for det er frygten, der sætter en stopper for at vi får mest ud af vores tid. Frygt for det ukendte. Frygt for at blive såret. Frygt for at være alene.

Som sædvanlig i en komedie er karaktererne arketypiske og karikerede. Især modpolerne Sonny, som den kække hotelejer, der tit kommer til at sige de forkerte ting, og Muriel, den ældre vise kvinde der altid er klar med en spydig bemærkning, er et eksempel på dette. Muriel hjælper Sonny med at drive hotellet, men også med råd hvad angår hans relationer, og når hun kan se, at Sonny ikke lytter, går hun råt til værks: "Selvmedlidenhed ødelægger alt omkring dig... Lad være med at være en idiot!"

Et andet vigtigt aspekt i filmen er Indiens sprudlende farver og bombastiske hverdag: Namaste-hilsner, hurtigt kørende tuk tuks og de farverige rober, der i bedste Bollywood-stil pynter på de musikalske og dansende indslag. Sonny og Sunainas bryllup omfatter traditionelle indiske religiøse komponenter, men filmen dvæler heldigvis ikke for meget ved orientalismen.

Instruktør John Madden, der ellers også er kendt for Shakespeare in Love og The Debt, slipper godt fra anden del af sin fortælling om hotellet i Indien. The Second Best Exotic Marigold Hotel har mange fine komponenter, om end den er noget overfladisk hvad angår det følelsesmæssige aspekt af filmen. Værket kunne med fordel have været 30 minutter kortere, have barberet nogle af de mere klichéfyldte replikker fra og i det hele taget koncentreret sig mere om nogle enkle historier fremfor at presse så meget ind i filmen. Man skal ikke forvente den dybe filmoplevelse, men som tilskuer er det alligevel rart at være tjekket ind på The Second Best Exotic Marigold Hotel og befinde sig under varmere himmelstrøg i selskab med et kærligt persongalleri.

THE SECOND BEST EXOTIC MARIGOLD HOTEL

Se spilletider
Se filminfo