Flere nyheder

 
Litteratur
Klodsmajoren

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Klodsmajoren
Tir. 31. mar. 2015

Der er de seneste år blevet lavet en række børnebøger, som bygger på alternative forståelser af ord. Bandeord, talemåder og dagligdags vendinger. Bjarke Roald Ebbesens bog "Klodsmajoren - og spektaklet på legepladsen" leger med de sidstnævnte, men det er som om, at publikum er blevet glemt undervejs i processen.

Klodsmajoren - og spektaklet på legepladsen er Bjarke Roald Ebbesens børnebogsdebut. Bogen handler om drengen Tjalfe, der efter en forseelse derhjemme bliver kaldt "klodsmajor" af sine forældre. Dagen efter gå han på legepladsen og møder en ægte klodsmajor...

Hele bogen er bygget op omkring dagligdags vendinger. At være en klodsmajor, et værre spektakel, hestebid, skideballe, plageånd og mange, mange flere. Ideen er, at forfatteren giver ordene og vendingerne alternative og mere bogstavelige betydninger. F.eks. er spektaklet et stort, sort, spøgelseslignende væsen, og plageånderne nogle små flyvende fyre, der dukker op for at genere.

Der er masser af sjove ideer, men det er desværre som om, at det færdige resultat ikke er blevet fuldt helt til dørs. Historien er usammenhængende eller måske nærmere lidt for fragmenteret. Forfatteren har haft nogle sjove indfald, som er blevet puttet ind i fortællingen på tilsyneladende tilfældige steder. Desuden er det som om, at alle de gode ideer har fået overtaget.

Der laves sjov med flere og flere ord gennem fortællingen, men barnet - der skal kunne følge med og more sig over historien - glemmes. Og det er en skam. For det kunne have været en virkelig fin bog.

Theis Vallø Madsen har leveret super fine illustrationer, og Bjarke Roald Ebbesen har både et fint sprog og en god fantasi. Men iderigdommen har taget magten, og der er alt for meget komprimeret i en enkelt billedbog. Det forstyrrer ganske enkelt og kunne sikkert med fordel have været fordelt på to-tre bøger i samme stil.

Det ville i hvert fald have givet hvert enkelt billede bedre plads til at bundfælde sig og have skabt mere plads til en egentlig lille fortælling.

Man kan håbe, at Ebbesen og Madsen tager chancen og prøver en gang til. Der er potentiale til, at det kan blive godt.

Bjarke Roald Ebbsen: Klodsmajoren - og spektaklet på legepladsen
Illustrationer: Theis Vallø Madsen
Turbine, 32 sider
ISBN: 9788740600001