Flere nyheder

 
Film
Store muskelbiler buldrer mest

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Store muskelbiler buldrer mest
Tor. 2. apr. 2015


(Foto: UPImedia)

Eksplosioner, geværild, muskelbiler og g-strenge. Egentlig skal der ikke meget mere til, når en økonomisk succes skal fødes. I hvert fald ikke, når logikken skal måles ud fra den ekstremt populære "Fast & Furious"-franchise, der nu er oppe på syv titler. Selvom speederen bliver jokket i bund, punkterer den 137 minutter lange nr. 7 flere gange undervejs, uden at ende helt krøllet sammen ude i autoværnet.

Traktortræk-action eller ej, Fast & Furious 7 leverer den forventede vare fra 0 til 100 på rekordtid. Vennerne Dom (Vin Diesel) og Brian (Paul Walker) er med en U-vending tilbage på asfalten, efter at elitesoldaten Deckard Shaw (Jason Statham) vil hævne sin lillebror, Owen (Luke Evans), der fik en masse tæv i den foregående film. Ikke helt overraskende bringer uoverensstemmelserne de stridende parter rundt omkring i verden - i håndlavede muskelbiler, forstås, hvor der bliver kørt om kap på liv og død.

Plottet er komplet intetsigende; skuespilpræstationerne er grænsende til det latterlige. Pointen med Fast & Furious 7 er naturligvis ikke at lave stor filmkunst, men eksplosiv underholdning. På mange måder læner instruktør James Wan sig op ad Michael Bays action-æstetisk, mens forskellen er at Bay rent teknisk er på et helt andet niveau. 137 minutters hjulspind, ikke-morsomme dialoger og ikke mindst gennemgnasket tyggegummi-lommefilosofi over transitionen fra et uansvarligt teenageliv til det voksne familieliv, giver en umanerlig primitiv lyst til at give den gas henover alle fodgængerovergange i Los Angeles.

Filmens mildest talt pubertære tone, om voksenlivets ansvar og venskabets bånd, hæmmer de mange stort anlagt actionsekvenser. Årsagen er, højst sandsynligt, at Paul Walker på tragisk vis selv døde i en bilulykke under optagelserne. Derfor er der blevet gjort et stort nummer ud af at vise, hvordan Walker trækker sig ud af serien, uden egentlig at forklare hvorfor, inden for filmens univers. Følelsespornoen får derfor et ekstra skud nitro undervejs på den konto, hvilket både fremstår smagløst og passer dårligt ind i fortællingens kontekst, der i forvejen er lettere klodset opbygget.

Selvom filmen i sig selv er proppet til bristepunktet med potent ræs, hævnmotiver og benzindamp, lugter Fast & Furious 7 mere af lort end af brændt gummi. De to timer og sytten (indimellem søvndyssende) minutter kunne sagtens være skåret ned til halvanden times effektiv og stramt fortalt action, men filmen er ganske enkelt ikke flydende nok eksekveret. Uanset hvor tragisk en bilulykke er, ender Fast & Furious 7 mere som en kvalmende hymne fra Walkers venner, med visse vellykkede actionsekvenser, end en høj oktans actionthriller.

FAST & FURIOUS 7

Se spilletider
Se filminfo