(Foto: Scanbox)
"The Giver" er den australske filminstruktør Philip Noyces spillefilmsversion af Lois Lowrys berømte roman af samme navn. Værket, med ungdomsstjernerne Brenton Thwaites og Odeya Rush, er en klichéfyldt variant af "Orwells dystopiske samfund møder Twilligt" sigtet mod teenage-publikummet.
Det samfund, Jonas (Brenton Thwaites) lever i, er baseret på monotoni og ligestilling. Det er en skræmmende perfekt verden, hvor alle mennesker er kunstigt glade. Alle er klædt ens, undskylder hele tiden for hinanden og må ikke lyve. De Ældre, der har magten, har fjernet al menneskelig smerte, splid og følelser, der kan udgøre en konflikt blandt beboerne. Samfundet er kontrolleret og reguleret ud fra strikse standarder, hvor hver enkelt person begår sig i den rolle, vedkommende har fået tildelt, og arbejder for Fælleskabet. Da Jonas bliver valgt som "Modtageren af minder", får han til opgave at gemme på alle minderne om tiden før indførelsen af det ensartede system, han kender til. Jonas begynder at opleve forskellige følelser, der gør, at han snart vil indse, hvor overfladisk et liv der leves i hans samfund. Sammen med sin mentor, "Giveren" (Jeff Bridges), og veninden Fiona (Odeya Rush), sætter han sig for at ændre det dystopiske samfund, der er ledet af den Ældre Chef (Meryl Streep).
Filmens præmis præsenteres i sort/hvid, hvilket giver følelsen af ensartethed og kulde. Samfundets beboere er nærmest automater, der varetager deres rutinemæssige arbejde uden distraktioner. Skiftet til farver foregår flot, idet Jonas langsomt opdager glæderne ved livet gennem minder om menneskeslægten, lande, kultur, historiske begivenheder, natur, m.m. Visuelt er historien kløgtig fortalt, men plotmæssigt er der store huller, som man ikke kan dække som tilskuer: Forholdet mellem Giveren og Den Ældre Chef antyder, at der er mere mellem dem; man forstår ikke, hvordan det dystopiske samfund i det hele taget er blevet til, hvis vores/det rigtige samfund eksisterer derude; og hvordan, og helt præcist hvorfor, der er brug for at bevare minder, der forstyrrer ordenen, er uklart.
Lois Lowry er forfatter af børne- og ungdomsromaner, og The Giver er hendes mest prestigefyldte roman. Efter tidens modeluner giver det fuldt ud mening, at Hollywood har taget fat i Lowrys værk som forlæg til fortsat at satse på ungdomshistorien i et sci-fi scenarie. Det er dog en skam, at værket er blevet filmatiseret som en ungdomsfilm, da det kunne have klædt historien med mere modne skuespillere og et strammere plot. I stedet bukker Phillip Noyces (kendt for bl.a. The Bone Collector) film under for overfladisk at tilfredsstille et ungt publikum med Taylor Swift-cameo'er og ungdomsromancer i stil med The Hunger Games og Twilight. Samtidig synes veteranerne Meryl Streep og Jeff Bridges at være sat ind til flygtigt at lokke et mere voksent og cinefilt publikum.
The Giver er underholdende nok, og filmen besidder i det mindste et godt soundtrack, komponeret af Marco Beltrami, hvilket giver dybde, især i Jonas' ture til den oprindelige verdens skikke, farver og følelser. Hele familien kan se med på det, der forsøger at være et dystopisk mareridt, men The Giver formår ikke på noget tidspunkt at være det skræmmebillede, den ønsker at være, og kommer derfor heller ikke til at ophidse publikum. Fortællingen er forudsigelig med dens teknokrat-klichéer, såsom Meryl Streep-hologrammer og banale "livet er smukt"-pædagogik.
THE GIVER
