(Foto: Wildside)
CPH:PIX viser i sin serie "Politikens Publikumspris" italienske Saverio Costanzos intense psykologiske thriller "Hungry Hearts". Costanzo, der både har instrueret og skrevet manuskript til filmen, snyder publikums genreopfattelser lige fra start. For det, der synes at starte som en let romantisk komedie, udvikler sig snart til en hårrejsende psykologisk fortælling, der umiskendeligt hylder Cassavetes, "Rosemary's Baby" og "Psycho".
Jude (Adam Driver) og Mina (Alba Rohrwacher) er et ungt New Yorker-ægtepar besat af deres nyfødte baby. Jude er amerikaner og søn af republikanske forældre; Mina er italiener, veganer og modstander af konventionel medicin. Selvom begge deler samme ønske om at have et sundt barn, har de to hovedpersoner meget modsatrettede holdninger til, hvordan dette skal gøres. Mina er overbevist om, at hendes afkom ikke behøver spise visse fødevarer af animalsk oprindelse, mens faderen er dedikeret til at fodre den lille med disse og tage ham til børnelæge, mens hans kone er væk. Jude og Minas ønsker om at redde deres søn fra, hvad de hver især synes er det forkerte, katapulterer dem ind i et sort hul fyldt med løgne, blikke, ubehagelig tavshed og mistanke. Og filmen, der starter med en skidesjov scene om, hvordan de to mødes, forvandler sig til en nervepirrende psykologisk thriller, hvor parret opdager, at de deler seng med en komplet fremmed. I den forstand er Hungry Hearts konstrueret over en tematik om, hvor galt det kan gå, når to mennesker ikke kommunikerer med hinanden.
Saverio Costanzo, der skød til berømmelse med bl.a. The Solitude of Prime Numbers, har i en hyldest til den amerikanske filmskaber John Cassavetes skabt et værk, hvor han, ligesom Cassavetes, forholder sig upartisk til sine karakterer, således at publikum kan være de etiske dommere. Upartiskheden resulterer i, at værket er frigjort fra de sædvanlige krav om argumentation til at styrke offer- og bøddelrollen. Således er Costanzo fri til at fokusere på tekniske aspekter, der viser pludselige og uforudsigelige ændringer i genre, hvilket sker gennem den smukke symbiose af Fabio Cianchettis kamera, Nikolas Zasimczuks lydspor og Nicola Piovanis musik, der understreger følelsen af angst.
Genreændringen fra komedie til uhygge ville heller ikke kunne ske uden skuespilleren Adam Driver (bl.a. Girls og Frances Ha), der i starten af filmen synes at spille sin sædvanlige mumblecore-rolle (undergenre af uafhængige film kendetegnet ved lavt produktionsbudget, amatørskuespillere og naturalistisk dialog). For Costanzos brug af mumblecore er kortfattet og upræcis, og filmen ændrer kløgtigt stilarter konstant. Costanzo sender samtidig en hilsen til Psycho og Rosemary's Baby gennem bl.a. den nervepirrende musik, der synes taget ud af Hitchcocks film, samt ligheder i udseende og opførsel mellem Alba Rohrwachers Mina og Mia Farrows Rosemary, og mens barnets rolle i Roman Polanskis berømte film Rosemary's Baby har en direkte forbindelse med djævelen, tror Mina at hendes barn er en "Indigo", et udtryk, der kommer fra den sekteriske New Age.
Adam Drivers og Alba Rohrwachers fortolkninger af Jude og Mina er beundringsværdige, og det er især dejligt at se Driver i noget andet end hans sædvanlige roller. Rohrwachers skuespillerfærdigheder når desuden et højdepunkt, når historien bliver til en usund gyserfilm, hvor Mina ikke tillader sit barn at forlade lejligheden, eller ønsker enhver udefrakommende gæsts berøring. Imens kan kameraet betragtes som filmens tredje person, der registrerer de frygtindgydende handlinger, som var det et klaustrofobisk overvågningskamera, gennem brugen af 1.66:1-formatet og fiskeøjeobjektiver, der gør den visuelle oplevelse mere forvirrende og nervepirrende.
Hungry Hearts er en destruktiv film: Den viser to personer, hvis kærlighed og sammenhold ødelægges af manglende kommunikation, og på et metaplan er det en film, der i sine genreændringer konstant ødelægger sig selv og det foregående undervejs. Costanzos upartiskhed bliver overført til kun delvis partiskhed i publikum, hvor selv undertegnede nogle gange havde svært ved at vide, hvem jeg skulle stole på: For umiddelbart virker Minas handlinger på grænsen til det psykisk syge, men samtidig kan man ikke tage Judes side, da han ikke på noget tidspunkt rigtigt konfronterer Mina med, hvad hun gør. Og den eneste handlekraftige person er Judes mor (spillet af Roberta Maxwell), der ender med at tage sagen i egen hånd.
Hungry Hearts er en fremragende og intens film; den er pinefuld med indsprøjtninger af comic relief, den går fra genre til genre ubesværet og leger selv med mystik i bedste David Lynch-stil, som da Mina frygter et tilbagevendende mareridt om en hjort, der bliver slået ihjel af en jæger. Costanzos værk efterlader en med ønsket om at vide mere, at få mere forklaret, samtidig med, at man som tilskuer alligevel forstår nok til at kunne begribe argumentet fuldt ud. Den kan analyseres på dens uendelige lag af tematikker, og det filmiske niveau er i top, hvorfor den på alle måder fortjener at få dansk biografpremiere. Det er en utrolig flot og klogt sammensat fortælling, der overrasker selv den mest hardcore cinefil.
HUNGRY HEARTS
Se spilletider
Se filminfo
