Handlingen stritter lidt i Olga Ravns gotiske debutroman, men det fortættede, lyriske sprog er et kapitel for sig, der fortjener fuld opmærksomhed.
Vores kvindelige jeg-fortæller er i dyb personlig krise. Som underviser på en kostskole forføres hun både af de unge mandlige elever og af stedets kvindelige spøgelse Celestine, mens hun prøver at komme overens med sin kæreste såvel som sin barndom. På den måde minder bogen ikke så lidt om Pablo Llambias' eksplosive Rasende fra 2008, der også kækt blander spøgelser og skilsmisse sammen i et sælsomt sprogligt miks. Hvor hans energiske teenager er vred på hele verden, så er Ravns fortællerstemme dog snarere apatisk og i dyb sorg.
Faktisk oplever vi hende, som om hun er ved at gå op i limningen, og denne mentale opløsning understøttes flot i sproget med finurligt fabulerende og særdeles ornamenterede metaforkæder. Hendes hjemsøgte sinds kringelkroge står knivskarpt - eller bevidst sprogligt tåget om man vil. Hør bare her:
"Min barndom var en meget lang, utroligt befolket ensomhed. Jeg opfattede den som en banal lille hund, der blev ved med at slikke mine fødder. Eller barndommen var den sidste klat balsam på bunden af en plastickrukke, der står i et skab i årevis og reklamerer med potentialet til at blødgøre et hår, eller gøre et hår blankt, men som aldrig tages frem, som altid må lade rollen gå videre til et nyere produkt, for til sidst at blive arnested for diverse bakteriekulturer."
Og hun fortsætter!
"Jeg kunne, som hårvaskeren med denne sidste rest af balsam, ikke give slip på min barndom, og jeg formåede heller ikke at forny den. Den fremstod bare, år efter år, mere og mere ufattelig."
Et lige vel langt citat måske, men pointen er netop disse svimlende, slingrende slyngesætninger, der får alt, hvad de kan trække, og synes at fortsætte, indtil ethvert fodfæste må opgives. Fundamentet er med andre ord flyvsk i denne sprogligt sprælske roman, der emmer af poetisk elegance. Olga Ravns lyriske fortid - hun debuterede i 2012 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng - undsiger sig således ikke.
I Celestine leges der delikat med tid og erindring, fornuft og vanvid, fællesskab og ensomhed, og først og fremmest jo altså med sproget, så man undres, væmmes, mores, provokeres og glædes. Ravn er derfor allerede nu særdeles læseværdig, men man kan håbe, at der med tiden kommer lige så meget styr på handlingen som på sproget, hvis romansporet fortsættes. Hvilket undertegnede så absolut hepper på!
Olga Ravn: Celestine
Gyldendal, 166 sider
ISBN: 8702166989
