Flere nyheder

 
Film
Poetisk japansk animation

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Poetisk japansk animation
Tor. 30. apr. 2015


(Camera Film)

Den poetiske, japanske animationsfilm "Fortællingen om Prinsesse Kaguya" er en elegant og minimalistisk modsætning til de mere visuelt udpenslede vestlige animationsfilm.

Fortællingen om Prinsesse Kaguya er den sidste film af den 78-årige instruktør og animator Isao Takahata, inden han går på pension. Sammen med Hayao Miyazaki grundlagde han Studio Ghibli, som stod bag bl.a. Min nabo Totoro.

Filmen er baseret på et gammelt japansk folkeeventyr. Stilmæssigt adskiller den sig meget fra tidligere film fra Studio Ghibli såsom Ponyo (2008) og Min nabo Totoro (1988). Fortællingen om Prinsesse Kaguya har et mere kunstnerisk udtryk, hvor bløde penselstrøg puster liv i, hvad der bedst beskrives som illustrationer fra gamle skriftruller. Det er som om, billederne bliver skitseret med kul og bliver til farvelagte akvareller i pastel, mens man ser på.

I en lille bjerglandsby bor den gamle skovhugger Okina sammen med sin kone Ouna. Han drager hver dag af sted ud i skoven for at fælde bambus, som han sælger på markedet i byen. Alt imens Ouna er derhjemme og væver tæpper. En dag ser Okina en lysstråle ramme jorden i skoven. Med ét skyder et nyt, frisk bambusskud op. I blomsten på bambussen ligger, hvad der ligner en lille dukke. Okina tager den forsigtigt op i hånden, og til hans overraskelse er dukken levende. Det er en lille sovende pige, som Okina tænker for sig selv er blevet sendt til ham fra guderne i himlen. Okina tager den lille pige med hjem til Ouna, og så snart Ouna holder hende, forvandles den lille pige til en menneske-baby.

Okina og Ouna er lykkelige for deres himmelsendte gave. Da de aldrig selv har kunnet få børn, beslutter de sig for at adoptere barnet. Den lille pige vokser hurtigere end et almindeligt menneskebarn, hvilket gør at børnene i landsbyen kalder hende "Bambus-pigen", for hun skyder i vejret som et bambusskud. En dag finder Okina så noget guld og nogle smukke stykker stof i alle regnbuens farver i skoven samme sted, som han fandt den lille pige. Okina er overbevist om, det er guderne, som prøver at fortælle ham, at deres lille Bambus-pige i virkeligheden er en guddommelig prinsesse. At hun bør få en opvækst, som passer hertil. Okina bygger et stort hus i byen og flytter den lille familie hertil, så deres datter kan blive oplært i at være en rigtig prinsesse. Hun får derfor også et navn, som passer hertil: Kaguya.

I starten er Kaguya betaget af alle mulighederne ved at bo i byen. Men efterhånden som hun bliver ældre, savner hun mere og mere det simple liv i landsbyen. Okina prøver at få landets fineste herrer interesseret i hans lille prinsesse. Han ønsker, at hun gennem giftemål får status som en rigtig prinsesse. Og det er ikke svært at få en masse bejlere til at blive betaget af den smukke Kaguya. Men det er mildest talt umuligt at få Kaguya til at fatte interesse for en eneste af disse.

Kaguya er dybt ulykkelig. Samtidig går det pludselig op for hende, at hun kun har begrænset tid på Jorden. For hun vil snart blive hentet tilbage til himlen - eller rettere månen, hvor hun kommer fra. Derfor stikker hun af fra byen for at sige et sidste farvel til sit elskede barndomshjem, men vender også tilbage til byen for at tage afsked med sine forældre.

Der er noget fascinerende over de japanske folkeeventyr sammenlignet med, hvad vi kender fra Brødrene Grimm eller den nordiske mytologi. Essensen i disse historier, som Fortællingen om Prinsesse Kaguya, er forholdet mellem menneske og natur. Hvordan almindelige mennesker kommunikerer med naturen, og at enhver form for magi er naturlig. Her er ingen halvguder eller troldmænd. Her er blot en hverdag med den selvfølgelighed, at fantastiske og magiske ting sker.

Det er meget muligt, at vi ikke får en "happy ending" set med vesterlandske øjne. Spilletiden kunne også være afkortet med mindst en halv time. Til gengæld præsenterer Studio Ghibli os for nogle af de mere poetiske animerede film, og Fortællingen om Prinsesse Kaguya er ingen undtagelse. Det er dejligt at se denne mere elegante og minimalistiske stil over for de mere visuelt udpenslede animationsfilm fra vesterlandske studier.

FORTÆLLINGEN OM PRINSESSE KAGUYA
Se spilletider
Se filminfo