Flere nyheder

 
Film
Cobain - kunstner og junkie

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Cobain - kunstner og junkie
Tor. 23. apr. 2015


(Foto: Camera Film)

Rørende dokumentar blander animation, gamle smalfilm og lydspor med interviews og barndomsbilleder i forsøget på at komme ind under huden og bag om myten på Kurt Cobain - det lykkes hjerteskærende godt!

Det føles som lysår siden, når man ser den gamle smalfilm af en åndsvagt nuttet lille lyshåret to-årig på en trehjulet i solskin, der buttet og smilende fortæller, at han hedder Kurt Cobain og puster et kys afsted mod den, der filmer. At selvsamme dreng bliver grunge-rockens ukronede konge og 25 år senere ender med at skyde sig selv, er helt ubærligt.

Kontrasten synes ufattelig, men det bliver hurtigt klart, at Cobains barndom så absolut ikke har været lykkelig. Forældrene bliver skilt, da han er ni, og derpå er det svigt på svigt på svigt. Musikken bliver hans udvej, men det gør hash og senere langt hårdere stoffer desværre også, og i kombination med udtalt selvhad og almen skrøbelighed bliver det hurtigt en spiral, der kun går én vej.

Faktisk har den unge Kurt så ondt i livet, at det første selvmordsforsøg sker allerede som 14-årig, og tilsat verdensberømmelse samt ikke mindst væmmelsen ved samme bliver den personlige deroute kun vildere. Det er hjerteskærende trist. Ikke mindst da han sammen med Courtney Love får lille baby Frances og forpjusket prøver at lege familie midt i al misbruget. Filmklippene af de tre er til at tude over, og vantro lytter vi til Courtneys efterrationaliserende forsikring om, at hun havde ret godt styr på graviditeten, trods sit temmelig heftige heroinmisbrug..!

Det meste af tiden sidder man derfor med hjertet i halsen og håber på en bedre slutning end den, vi kender, men tragedien står selvfølgelig ikke til at ændre. Det gør til gengæld formidlingen af myten, som her via Nirvanas musik, animationsklip, gamle lydspor og friske interviews med en hel kavalkade af folk, der havde ham tæt inde på livet i en periode, giver et sjældent nuanceret billede af - ikke bare hvem Kurt Cobain var, men også - hvordan det mon har været, at være ham!

I den forstand er det en rigtig fan-film. Vi snakker over to timers spilletid og et imponerende arkivmateriale, der bombarderer os med Cobains brede palet af kreativ udfoldelse, så vi forstår og føler hans smerte. Titlen Montage of Heck er netop taget fra et af de utallige kassettebånd, han lavede for at afdække verden og ikke mindst sin egen frustrerede oplevelse af den.

Som et plausibelt ekko af Cobains sind er fortællingen om ham således også selv både voldsom og følsom, og filmisk (ikke mindst i dokumentar-regi) er det virkelig stærkt gået. Kurt Cobain - Montage of Heck er af samme grund intet mindre end et absolut must for fans, ligesom den anbefales varmt til alle andre med interesse for sindets skyggesider.

KURT COBAIN - MONTAGE OF HECK
Se spilletider
Se filminfo