Flere nyheder

 
Film
Dansk drama, når det er bedst

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dansk drama, når det er bedst
Tor. 21. maj 2015


(Foto: SF Film)

Drama om aktiv dødshjælp er rørende effektivt.

Et af de mest tabubelagte emner, ikke bare i dansk sammenhæng, har længe været dét om aktiv dødshjælp. Politisk, etisk og moralsk er der mange sider af sagens kerne; er muligheden for at vælge sin egen død frem for livet, som individ, forsvarligt? Det ér svært at debattere, uden at det skal lyde enten naivt eller kynisk, hvilket forstærker berøringsangsten yderligere. Samanou A. Sahlstrøms debutfilm, I dine hænder, er et glimrende forsøg på at nuancere baggrunden for aktiv dødshjælp.

Den unge svenske sygeplejerske Maria (Lisa Carlehed) er en stille, introvert eksistens, der til daglig arbejder på et plejehjem i København. Hun har en forkærlighed for den bitre og bidske Niels (Peter Plaugborg), der er indlagt med en uhelbredelig sygdom, som langsomt æder ham op indefra. Niels ønsker at tage sit eget liv, mens han kan, ved at få aktiv dødshjælp i Schweiz. Familien kan ikke overskue tabet ved at ledsage ham derned, men Maria indvilliger i at hjælpe.

Turen til Schweiz, og fortællingen om Maria og Niels, er en poetisk og rørende dødsmesse om retten til det ultimative valg. Det er også en intim historie om de valg, man fortryder, som har ædt sig ind i mørkets hjerte og gjort én til et menneske, man ikke har lyst til at være.

I dine hænder er dansk drama, når det er bedst, i et kreativt samspil mellem kammerspil og road movie. Selvom handlingen primært foregår på vejene, i en rejse på vej mod livets ende, er det meste af filmen ét langt samspil mellem Lisa Carlehed og Peter Plaugborg. Kemien slår gnister i sammenstødet mellem forsagte Maria og Niels' bitre afmagt. Filmens form, der med en poetisk realisme står ansigt til ansigt med virkelighedens kynisme, er fornemt underbygget af pragtpræstationer fra de to hovedrolleindehavere. Endnu engang viser Plaugborg sin helt fantastiske alsidighed og professionalisme som stjerneskuespiller i svøb, og må netop nu siges at være den måske bedste danske mandlige skuespiller.

Ingen tvivl om, at I dine hænder er en af de film, der giver en klump i halsen. Den ellers så alvorlige stemning løsnes indimellem af bittersøde ondskabsfuldheder fra Niels' tunge, men måske fordi filmen går så direkte i kødet på skandinavisk dødsforskrækkelse, bliver det også en unægtelig tung og ikke særligt imødekommende affære.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig egenskab. Som poetisk fortælling om liv og død ender I dine hænder dog med at komme langt ned i tempo og miste føregrebet om fokus. Så meget, at det indledende engagement i forhold til det moralske dilemma om aktiv dødshjælp ender med at drukne i poetisk dyrkelse af døden på bekostning af en vedkommende perspektivering af problematikken.

I DINE HÆNDER
Se spilletider
Se filminfo