Flere nyheder

 
Litteratur
Tænk hvis det værste skete

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tænk hvis det værste skete
Ons. 20. maj 2015

Tænk på det værste, du kan forestille dig. Tænk hvis det så skete. Hvad ville din næste tanke så være, hvis du da overhovedet kunne tænke noget sammenhængende? Hvordan ville din verden overhovedet kunne komme sig, hvis det værste du kunne forestille dig rent faktisk skete? Det er nogle af de tanker, fortælleren i "Tænk nu hvis" deler med læseren i året efter sin fars død.

Tiden bliver en underlig størrelse, når man mister et menneske, der står en nær. Det er som om et sort hul er flyttet ind som nabo, og hele ens univers påvirkes, stort som småt, og fornemmelsen for tid går også ad helvede til. Ens hjerne dissekerer hver en detalje af forløbet omkring tabet, mens hele livet sammen med den afdøde hvirvles frem i glimt, der kan true med at overmande den tilbageblevne. I øjeblikke kan man ikke andet end at trække vejret, i andre føles alting forræderisk normalt. Det kan virke uforståeligt at verden trods alt går videre, selvom der er et stort hul i den, som man måske er den eneste, der kan se.

Det er denne elastiske bobleverden af følelser og perception, som Tænk nu hvis hiver læseren ind i. Bogen fanger en stemning af en inderlig og indre kamp med at forstå en verden, der er fuldstændig forandret, men som alligevel skal kunne fungere. Fortællerens far er død. Der kommer mange versioner af denne død, som om fantasierne er med til at give fortælleren lidt mere kontrol over det skete. Samtidig rutsjer følelseslivet op og ned på uforklarlig vis og truer både den resterende familie og et spirende kærlighedsforhold.

Forfatteren Johanne Bille formår med en klar ærlighed i sit sprog at beskrive de mange følelser og tanker, der løber igennem en person i en krisetid. De mange gradvise stød i erkendelsen af, hvad der ikke længere kan oplevelses sammen, og at alt i ens liv føles klistret til denne ene person, som ikke eksisterer længere. Verden kan næsten ikke rummes, men alligevel vendes og drejes den i fortællerens forsøg på at hitte rede på særligt forholdet til faderen før og efter dennes død, som hun siger: "Din død er min fortælling nu, for da du døde, forsvandt din virkelighed med dig."

Der gives en del velmenende råd til fortælleren om, hvordan forholdet til den afdøde skal håndteres, fra en præst til en alkoholiker. Selvom fortælleren føler sig som en ø midt i et ensomt kaos, så har andre mennesker erfaringer og ord, der kan trækkes på. Og selvom man som læser er så meget inde i hovedet på fortælleren, som man er i Tænk nu hvis, så aner man omridset af andre karakterer, der godt nok forbliver skitser i fortællerens historie, men måske alligevel rummer vejen frem til et repareret verdensbillede.

Tænk nu hvis tænker det ubærlige igennem og sender læseren ud på den anden side, hvor man forlader fortælleren på et sted, hvor der godt nok er håb, men hvor faderens ikke-tilstedeværelse stadig virker allestedsnærværende.

Johanne Bille: Tænk nu hvis
Tiderne Skifter, 129 sider
ISBN: 978-87-7973-719-8