På årets Copenhell program figurerede to thrash bands med rødder tilbage i de tidlige/midt firsere, amerikanske Nuclear Assualt og tyske Kreator (billedet). Hvor førstnævnte har været on/off siden deres heydays i firserne, så har sidstnævnte været en mere konstant faktor på den internationale metalscene siden deres opstart.
Kreator 
Fredag aften klokken 21.30 stod de tyske veteraner til at spille på Helviti-scenen. Personligt et af mine "Hovednavne" på årets festival, så forventningerne om et brag af en metalfest var i den grad til stede. Og dette gjorde sig også tydeligvis gældende hos en stor del af de andre fremmødte. For Kreator er metal skrevet med stort, meget stort, og når de rammer formen, så er de af fornemmeste klasse.
Og ja, Kreator anført af en skarp, tændt orkesterleder Mille, ramte satme både plet, formen og vel nok lige i metalhjertet på de fleste af pladsens publikummer. Bandet serverede en rasende og heftig magtdemonstration, hvor man skal have både lup og mikroskop for øjet for at finde noget, der bare var en anelse svagt. Fra start til slut oplevede man et band, der ville det meste og kunne det hele. Om det så var numre fra deres klassiske første to album Endless Pain og Pleasure to Kill eller titler henter fra seneste udgivelser som Hordes of Chaos og Phantom Antichrist, så hang det hele ubønhørligt, stålfast sammen.
Kreator var denne aften, ja, på denne festival, "The Big One". En rendyrket opvisning i (thrash) metallens ABC.
Nuclear Assualt 
Amerikanske Nuclear Assault peakede fra 1986-89, hvor deres tre album Game Over, Survive og Handle With Care så dagens lys. De spillede hurtigere end de fleste andre, og forbindelsen mellem punkscenen og NWOBHM var særligt åbenlys i sammenhæng med disse lømler.
Nuclear Assault var et af mine favorit thrash bands sidst i firserne, hvor de smed det ualmindeligt fede album, Handle With Care. Og da jeg ikke tidligere har haft fornøjelsen af at se dem live, så var der selvfølgelig streg under "nødvendigt at opleve", nu de figurerede på Copenhells program anno 2015.
Og spille hurtigt, de kan de så stadigvæk. Det beviste sanger og guitarist John Connelly og co. da så i hvert tidligt lørdag aften på Copenhells Pandæmonium scene. Ret meget mere overbeviste de så desværre ikke om. Desværre. Det skulle da lige være, at det vist er meget godt, at bandet efter sigende her er på deres sidste turné.
Men det var da hyggeligt at høre og se dem - trods alt. Lidt for tilbagelænet, løst og hyggeligt faktisk. Bandet lykkedes aldrig rigtig med at binde showet sammen. Deres performance haltede lidt for meget, og flere af sangene var et stykke fra det tighte og potente udtryk, som man husker dem.
Sætlisten var dog interessant nok. Med velvalgte picks fra de gamle album til materiale fra deres seneste EP Pounder, så kunne der have været basis for en koncert i lidt højere luftlag. Wake up, New Song, Butt Fuck, Hang the Pope og Critical Mass gjorde da deres til, at man da lige blev løftet lidt ud af en tiltagende uopmærksomhed, men det var langt fra nok.
