Harald Voetmanns sidste tilføjelse til sin romanserie om historiske personer, "Syner og fristelser", tager på syret vis benediktinermunken Othlo af St. Emmerams udflippede middelalderfebervildelser under behandling. Den maniske roman udforsker skellet mellem munkefromhed og evangelisk had og er en fornøjelse fra første til sidste side.
Der er langt fra den traditionelle historiske fiktions bastante begivenhedsskildringer til Harald Voetmanns rablende munkemonolog. Sjældent har en historisk roman føltes så nærværende frisk og alligevel så fremmedgørende absurd som i læserens møde med Syner og fristelsers indestængte benediktinermunk Othlo af St. Emmeram.
Voetmanns roman befinder sig simultant på to forskellige planer: jordisk i det benediktinske kloster Emmeram i Regensburg, Bayern, og åndeligt på feberdrømsrejse til Himlen og Helvedet. Disse to planer forankres i hovedet på den fromme, men hadske munk Othlo, der efter et kollaps ligger på klostrets sygefløj, hvor han glider ind og ud af febervildelser, alt imens han lytter til de andre munkes samtaler og reflekterer over verdens sørgelige og syndige tilstand.
Romanen er det afsluttende værk i Voetmanns historiske romantrilogi. De to andre romaner, Vågen fra 2010 og Alt under månen fra 2014, følger henholdsvis den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre og den danske astronom Tycho Brahe.
Begge de forrige værker behandler karakterer, der forsøger at kortlægge den naturlige verden. I Syner og fristelser er det snarere åndslivet og kristendommens mytologiske verden, der kortlægges, idet Othlo af St. Emmeram ingen gang har i verden uden for de høje klostermure og desuden hader enhver form for ikke-åndelig hengivelse.
Hans stemme er forbeholdt Gud. Othlo er tavs når han ikke dikterer eller lovpriser Gud, og han bruger tegnsprog til at kommunikere med de andre munke. Men hans livlige indre stemme er gennemsyret af et forrygende had, ingen går fri af.
Således foragter han den alt for kropslige broder Gehrwas, der slæber sit lamme ben efter sig på vej mod latrinet: "Ikke med et ønske om at få dette verdslige gøremål overstået hurtigst muligt, men med en ligefrem glad forventning om den nydelse, det vil skænke ham, at mærke sin tarm tømmes for møg ned gennem jødebrættet."
I Helvedesbyen Antiherusalem, som Othlo besøger i sine feberdrømme, bliver syndere straffet på bedste middelalderfacon. Helvedes fordømte sjæle pines og plages i Othlos underbevidsthed med en nærmest nydelsesfuld evangelisk selvretfærdighed, der bærer mindelser om Dante, som lod sine samtidige politiske fjender pines i Infernos cirkler.
Voetmanns roman er et besnærende, afskyvækkende, gudsbenådet sjovt værk, der er skrevet med vild, brusende energi. Sproget er fængslende livligt og pendulerer lynsnart og ubesværet fra beskrivelser af kroppes klamhed til gudfrygtige lovprisninger. Læs den!
Harald Voetmann: Syner og fristelser
Gyldendal, 176 sider
ISBN: 978-87-02-17832-6
