Flere nyheder

 
Musik
Fremragende Dr. John

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fremragende Dr. John
Ons. 8. jul. 2015


Den 74-årige New Orleans jazz-legende Dr. John gav søndag aften en bragende koncert præget af funky voodoo, rhythm'n'blues og rock'n'roll under polykrome Mardi Gras´ farver.

Søndag aften. DRs Koncerthus er et så smukt et sted, at man nyder omgivelserne og sludren med ens koncertkammerater. Derfor var det ikke noget problem at vente de ekstra minutter der gik over tid før The Nite Tripper bandet kom på scenen. Guitar, trommer, basguitar og trombone jammer derudaf i et par minutter indtil Sarah Morrow, der også er kendt som "the SuperStar of the Trombone", hilser på publikum og spørger: "Does anybody need a doctor? I said does anybody need a doctor?" Publikum jubler, klapper og venter spændt, og ind kommer Dr. John iført 2 stokke og hjulpet på vej mod klaveret af en assistent. Det er denne aldrende mand, der skal kurere vores dårligdomme gennem sin musik.

Malcom John Rebennack Jr., alias Dr. John, er iklædt solbriller, hat og en habit i jordfarver og ser nærmest ældre ud end sine allerede fremskredne alder på 74 år. Men da Dr. John sætter sig ved klaveret, der er dekoreret med et sort velourklæde, et dødningehoved og amuletter i beste voodoo-stil, sparkes koncerten igang. Med et synes Dr. John ikke at være blevet et eneste år ældre siden musikerkarrieren startede i slutningen af 1950'erne. Hans fingre spiller i fuld fart på tangenterne med en sådan vitalitet, at man med et sidder i sit sæde og ville ønske, at man var til Mardi Gras i New Orleans.

I halvanden time sprudlede musikken i hænderne på et af de mest talentfulde musikere, med en blanding af funky, voodoo, rhythm'n'blues, psykedelisk rock, rock'n'roll, caribiske lyde og al den herlighed, som kendetegnes ved New Orleans musikken, og som pianisten og komponisten, Dr. John, er personificeringen af.

Undertegnede regnede sig frem til at der i alt blev spillet atten sange, og i de fleste spillede Dr. John på klaveret, også den elektriske slags. En enkelt sang med elektrisk guitar og et slagtøjsinstrument af træ, som undertegnede aldrig har set før. Man ærgrede sig over at skulle sidde så pænt på sin plads under den rytmiske og drømmende koncert.

Dr. John, der har været aktiv på musikfronten siden slutningen af 1950'erne, opnåede i slutningen af 1960'erne kultstatus efter udgivelsen af 1968-albummet Gris-Gris (som er navnet på en amulet, der skal holde onde ånder væk). Hans vilde medicinmandudseende, inspireret af en haitiansk healer, fortryllede publikum på Bath Festival of Blues & Progressive Music, hvor han udførte en vildt teatralsk sceneshow. Og siden er det blevet til mere end 20 albums, hits som den funky og kække "Right Place Wrong Time", seks Grammy Awards, en plads The Rock and Roll Hall of Fame og senest albummet Ske-Dat-De-Dat: The Spirit of Satch.

Koncerten prydedes med sange som Such a Night, Gris-Gris Gumbo Ya Ya og Let the Good Times Roll, der vidner om Dr. Johns opvækst med fuld eksponering for realiteterne i New Orleans, hvor mødet med prostituerede, alfonser, tyve og narkomaner, der alle deltog i nattelivet, bidrager til sjælen i hans musik. Undertegnede ville have haft ekstrem glæde af flere voodoo-inducerede sange.

Men generelt var det en enigmatisk koncert, hvor koncertsalens spartanske danske design, overstråledes på smukkeste vis i alle regnbuens farver for at få ekstrapoleret lidt farverig Sydstats karneval- og glædestemning.

Dr. John spillede i DRs Koncerthus i sammenhæng med Copenhagen Jazz Festival 2015 søndag den. 5. juli.