Flere nyheder

 
Musik
AC/DC i Roskilde

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
AC/DC i Roskilde
Fre. 17. jul. 2015

AC/DC i Roskilde - Rock or Bust Tour 2015

Anmelderne står i kø for at rose AC/DC koncerten i Roskilde i onsdag den 15. juli, selvom det er mere end 40 år siden, bandet begyndte at spille den riff-baserede rock, som de ikke har ændret ved siden. I Roskilde leverede de atter et højoktan show, båret af lige dele energi, flot lyd og med et bagkatalog, der indeholder så mange hits, at man nærmest ikke fatter det. Men hvad kan AC/DC anno 2015, som får 55.000 fans til at begejstres over at se en tresårig mandsling lave the duck walk, mens han fyrer den ene guitarsolo af efter den anden?

Historien
Få vil benægte, at AC/DC har leveret en perlerække af hits over årene, især båret af to grundlæggende elementer: Malcolm Youngs evne til at komponere de helt simple guitarriffs, der går direkte i blodet og får benene til at spjætte; og en oprindelig sanger, der nærmest nonchalant fortalte levende historier, som indeholdt både klicheerne og som blev båret af en indre dynamik og en rå kraft. Bevares, Angus Young har bidraget væsentligt med hans bundsolide guitarspil og især live været en vulkansk kraft, der gjorde koncertoplevelser med AC/DC til noget helt særligt, men det var bandets evne til at forene det helt simple med det universelle, der skilte det ud fra mængden.

I Roskilde beviste bandet endnu en gang, hvorfor de kan trække fulde stadions med deres simple rock med en kraftpræstation, der viser slidstyrken ved deres fyrre år gamle katalog.

Jeg oplevede Angus & Co første gang live i 1984 i Stockholm og i tilbageblik var der især to ting, der adskilte sig fra showet i Roskilde: Bagkataloget dengang bestod mestendels af numre fra Bon Scott-æraen og ellers fra Back in Black og For Those About to Rock. I Roskilde var der fire numre fra de seneste to album, og selvom de er brygget over samme opskrift, indeholder de ikke tilnærmelsesvist samme antal proteiner som tidligere. På den måde er AC/DC i dag i langt højere grad en kommerciel rockmaskine, der pløjer hensynsløst gennem landskabet.

Og derudover må man sige, at Angus Young netop ikke er 'young' længere. Han leverer stadig et imponerende show med et masimalt energiniveau, men i 1984 og ved de efterfølgende to gange i firserne, jeg oplevede bandet live, besad manden et langt mere autentisk og - tro det eller ej - et langt mere energisk show. Der var en rå vildskab dengang, som i dag blot er en staffage, som på underholdende maner minder om fordums tiders storhed (i Falkoner Teatret i slutfirserne pløjede Brian Johnson ud blandt publikum som en britisk Destroyer, med Angus Young på skuldrene affyrende bredsider af guitarstøj). Se det var rock!

Angus Young spiller stadig numrene som de skal, og selvom de to hovedarkitekter i AC/DC ikke længere er med, indeholder numrene heldigvis så megen kvalitet, at de taler for sig selv.

Johnson-æraen
Brian Johnson var 'den nye' i banden dengang i firserne, hvilket han næppe kan kaldes længere, men han slæber stadig rundt på dødvægten fra Bon Scotts spøgelse. Og selvom manden har bidraget med ørehængere som bl.a. "Thunderstruck", som også var det første nummer, der virkelig fik gang i publikum i Roskilde, det eminente "Back in Black" og showets afslutningsnummer "For those about to rock" (som også var signatursangen tilbage i 1984), er det især klassikerne "Sin City", "High Voltage", "T.N.T" og den eksploderende "Let there be rock", der bærer showet igennem. Johnson er med sine 67 år stadig en underholdende sanger, der matcher bandet fint, og under "Sin City" ændrede han på omkvædet og sang i stedet 'Malcolm Young', som en hyldest til bandets rytmeguitarist og ja, til bandets historie. For Johnson har altid kendt sin plads og derigennem formået at skabe sin egen inden for de rammer, der nu engang har været.

'kødet forgår, men riffsene består'
Så selvom det 'kun' er Angus Young, som har været med helt fra begyndelsen (Cliff Williams' første studiealbum var Powerage fra 1978), havde man alligevel en klar følelse af at være til koncert med bandet AC/DC denne onsdag aften i Roskilde.

Personligt mener jeg at de seneste to albums absolut intet har at byde på rent musikalsk, og som sådan blot er påskud til at fyre op under rockmaskinen AC/DC. Og det giver vel også på sin vis svaret på spørgsmålet om, hvad AC/DC anno 2015 har at byde sine fans: En stedsegrøn buket af de sejeste rockklassikere, som i sin reneste form ikke rigtigt er overgået af nogen andre bands. Men selv Angus Young har en udløbsdato for sin højenergiske performance, og som sådan kan man sige, at det lakker mod enden for et af de største rockbands i historien.

AC/DC gav koncert i Roskilde på Dyrskuepladsen 15. juli 2015.