Flere nyheder

 
Litteratur
Hvad jeg ved med sikkerhed

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hvad jeg ved med sikkerhed
Fre. 17. jul. 2015

"Jeg prøver at undgå at spilde tid - fordi jeg ikke vil spilde mig selv.", melder mediemogulen Oprah Winfrey bramfrit ud i sin nyudgivne klummesamling med den selvbevidste titel - "Hvad jeg ved med sikkerhed". Når verdens mest kendte kvindelige mediefigur øser ud af tres års hårdt tjente livserfaringer, lytter man ekstra opmærksomt. Findes der en nulevende mediefigur med mere karisma, coolness og karakter end Oprah? Alverdens tv-skærme brøler et samstemmende NEJ.

Der var ikke mange opløftende omstændigheder i Oprah Winfreys barndomsår, der forjættede en fremtidig tilværelse badet i berømmelsens spotlys og benovelsens aftryk. Undfanget ved et uheld, forladt af sin mor, forulempet som barn og fortabt som teenager - kan man forestille sig et værre udgangspunkt for et menneske? En kvinde? En sort kvinde?

Opvokset i Mississippis hætteklædte tidsalder, hvor sort ikke var af den fashionable slags, og hvor kvinder stod ved gryderne, ikke ved chefbordet; hvor man kun spiste den mad, man selv dyrkede, og hvor forestillingsevnens eskapistiske ekskursioner til litteraturens fiktive løfter var den blide trøst midt i en ubønhørlig virkelighed. Når man læser Oprahs baggrundshistorie, ser man for sit indre blik et dystert anslag til et uomgængeligt tragisk handlingsforløb, hvor udfaldet kun åbenbarer én eneste farvenuance .. den sorte, om man vil.

Det er netop med dette kvantespring fra materiel fattigdom og social forarmelse til økonomisk velstand og åndeligt vokseværk in mente, at Oprah har positioneret sig så skræmmende solidt i den moderne mediebevidsthed. I 25 år var hun vært for verdens mest sete talkshow, The Oprah Winfrey Show, indtil hun i 2000 genopfandt sig selv med bladet, O - The Oprah Magazine, for i 2011 at tage det endegyldige emancipationsskridt i etableringen af tv-kanalen, OWN. Own som i sin egen - sin helt egen!

Når en så markant personlighed sætter pen til papir, er forventningerne skyhøje, himmelhøje, himmelstræbende høje. Men ak og suk, himmelhøjt strækker "Hvad jeg ved med sikkerhed" sig nu aldrig. Og det på trods af at Oprah generøst deler ud af små og store anekdoter fra et helt livs arkivskab. Fra fortællingen om sine forældres forglemmelige one night stand, der blev hendes utilsigtede indgangsbillet til livet, til hendes svære beslutning om at afslutte dét talk show, der havde været hendes tilsigtede springbræt til en mere velsignet tilværelse. Fra referencer til ynkelige kæresteforhold til livsbekræftende historier om opbyggeligt venindeskab. Fra årelang miserabel selvforståelse til den modige beslutning om at vælge sig selv.

Klummernes spirituelle rytmer danser til en genkendelig melodi. Selv om den metafysiske verdensforståelse spiller en dominerende rolle i Oprahs konklusioner, antager den heldigvis aldrig fanatiske dimensioner. Oprah er nemlig en klog kvinde, som udmærket forstår at besinde sig uden at give køb på sit essentielle budskab. Hun værner om sin tro, ikke så meget i religiøs forstand som i spirituel. Klummerne oser lifligt af denne åndelige røgelse, hvor mennesket og universet indgår i en underfundig og ofte ubegribelig dialektik med hinanden, hvor intet er tilfældigt, og hvor alting har en mening, en værdi og en pris, ikke mindst. For Oprahs læresætninger er ikke letkøbte - det er hendes liv det klareste bevis på - og hun udfordrer læseren ved at opfordre til at komme op af stolen, komme ud af nøddeskallen og just do it. Nu!

Naturligvis underbygger hun den optimistiske peptalk med selverfarede eksempler. Af den grund forbliver hun troværdig, ja, ligefrem indtagende, for Oprah er ingen hyklerisk kvaksalver med tomme floskulaturer på dagsordenen. Hun walks her talk - det er man ikke i tvivl om. Alligevel sniger der sig en vis kedsommelig monotoni ind allerede efter klumme nr. fem, for Oprah er ingen litterær mastermind, hvis ord kløver sig behændigt ind i bevidstheden for al eftertid. Den frelste optimisme bliver ligeså hurtigt gentagende som et anstrengende salgsslogan, der udtværer sit budskab til uigenkendelighed. På trods af den sproglige ensformighed og det tematiske overload er Oprahs knowhow alligevel smittende læsning. Det er hørt før, set før, sikkert læst før, men i Oprah får det imidlertid en plausibilitet, som sætter enhver sandsynlighedsregning til vægs - og dét kan man altså lære lidt af!

Oprah Winfrey: Hvad jeg ved med sikkerhed
Rosinante, 239 sider
ISBN: 978-87-638-3838-2