(Foto: Paradisbio)
Østrigske Jessica Hausners "Amour Fou" fokuserer på den absurditet, der eksisterer i to menneskers selvmord, hvis formål er at undgå ensomheden og alderdommen og dermed undslippe døden. Værket er som et delikat gammeldags dukketeater, som man ikke kan få lov til at røre ved.
Romantikkens Berlin i det nittende århundrede. Den unge tragiske digter Heinrich har til hensigt at overvinde den uundgåelige død ved at dø med vished om, at han er elsket. Derfor forsøger han at overbevise sin kæreste Marie om, at de skal begå selvmord sammen, så de kan dø i vished om, at de ikke dør i ensomhed. Maries skepsis og mangel på sensitivitet trykker Heinrich. Dette indtil han møder den unge husmor Henriette. For da Henriette erfarer, at hun besidder en uhelbredelig sygdom, er hun mere end parat til at acceptere digterens forslag.
Jessica Hausners (Miraklet i Lourdes, 2009) Amour Fou er inspireret af den tyske digter Heinrich von Kleists og hans kærestes, Henriette Vogel, selvmord i 1811. Men selvom filmen har sin historiske base, er den ikke en biografi, da den fortæller historien ud fra Henriettes perspektiv. Henriette, som spilles raffineret af Birte Schnoeink, er betaget af digte om ulykkelig kærlighed og fan af von Kleists arbejde. Hun bliver charmeret af den kunstneriske personlighed, som synes mere sjælelig end hendes egen mands, hvis største passion synes at være Preussens nye skattesystem.
Titlen Amour Fou, som betyder skør kærlighed, henviser på ironisk vis til filmens ekstreme kærlighedsfortælling mellem von Kleist og Henriette. En kærlighed uden lidenskab, som er cerebral snarere end fysisk. Christian Friedel (Det Hvide Bånd, 2009) spiller den utrættelige selvmordspartnerbejler von Kleist, som giver filmen de mest frustrerende og lattervækkende øjeblikke gennem sine egoistiske argumenter, der skal lokke Henriette med på hans plan.
Amour Fous fortælling om den ambivalente kærlighed og dens forskellige udtryksformer er derfor absurd og sort humoristisk. Ligesom romantikkens længsel efter harmoni diskuterer filmværket den idealiserede kærlighed og viser mennesker, der agerer stramt efter sociale konventioner, men som i virkeligheden bare længes efter at gøre som de ønsker og føler. Til at accentuere længslen efter luft, viser filmen os for det meste udsøgte interiør-scenarier, hvor scenerne er filmet med et statisk kamera, der har skabt halvtotale- og totalbilleder, der giver en (falsk) følelse af intimitet.
Der er ingen tvivl om, at Jessica Hausners film er lige så smukt, som var den et maleri af Derby eller Turner, men det store problem med værket er, at udover den lejlighedsvise latter over hvor mærkeligt plottet er, så viser den aldrig nogen form for dybde. Den indlysende teatralske inspiration og personernes ærefrygt resulterer i et passivt værk, hvor man som tilskuer skal bidrage med al sin gode vilje for at bevare opmærksomheden gennem filmens 100 minutter.
Amour Fou er opstillet som et delikat gammeldags dukketeater, som man ikke kan få lov til at komme tæt nok på til at røre ved eller føle på.
AMOUR FOU
Se spilletider
Se filminfo
