(Foto: Fox Film)
Gode sci-fi film er altid imødeset med spændning. Særligt dem, hvor eventyret i sig selv er centralt. Grænselandet mellem det videnskabelige og det fantasifulde kan gøres let spiseligt og fordøjeligt, hvor det begejstret barnlige sind kan tilfredsstilles. Hvor bølgen af superheltefilm efterhånden udgøres af den ene skiveskårne metervare efter den anden, er det svært tilfredsstillende, at "Fantastic Four" overrasker særdeles positivt i den henseende. Ja, faktisk kan der næsten tales om klassisk sci-fi, fremfor klassisk superheltefilm.
Fantastic Four er, gud ske tak og lov, ikke en efterfølger til de to foregående film fra 2005 og 2007, men åbningen til en helt ny franchise om Marvels ældste superhelte-hold. Vi følger det umage vennepar Reed Richards (Miles Teller) og Ben Grimm (Jamie Bell) fra barnsben og frem, til Reed bliver rekrutteret af en hemmelig gruppe videnskabsmænd, der forsker i teleportation mellem ukendte universer. Efter at Reed, Ben og to andre videnskabsmænd rejser mellem to dimensioner, og derigennem bliver ramt af en hidtil ukendt energikilde, forvandles de og udvikler overmenneskelige evner. Én af videnskabsmændene, Victor von Doom (Toby Kebbell), bliver dog efterladt i den ukendte dimension. Da han ser sit snit til at vende tilbage til Jorden og hævne sig, bliver de andre nødt til at slå sig sammen og redde Jorden fra udslettelse.
Som sådan er plottet velkendt, og historien har ikke skyggen af originalitet.
Her er naturligvis tale om en tegneseriefilmatisering, men alligevel forsøges der med en noget anderledes form end det, vi ellers tæppebombes med fra Hollywood. Fantastic Four anno 2015 forsøger nemlig at fokusere på historien og undlader at drukne den i trættende Avengers-eksplosioner og irriterende Tony Stark-punchlines. Faktisk er det påfaldende, hvor lidt action filmen egentlig byder på. I stedet emmer den af eventyrlysten sci-fi frem for det effekthelvede, der kendetegner de sædvanlige metervarer fra Marvel. Det føles troværdigt, uden alt for meget udenomssnak, med en række skuespillere, som hverken fylder for meget eller falder helt igennem. Til trods for den indiskrete cli-fi tematik(climate fiction, red.), har vi ikke at gøre med nævneværdig dybsindighed - og stilmæssigt er vi nok ovre i en blanding af Captain America: Winter Soldier realisme-æstetik og den måde, forhistorierne er fortalt på i X-Men-serien.
Sidste fjerdedel af filmen er absolut den svageste og er desværre med til at luften siver ud af den springfarlige ballon. Med en spilletid på 97 minutter, hvilket efterhånden er uhørt inden for actionfilm og særligt superheltefilm, udebliver filmens helt store klimaks efter en ellers lang og grundig opbygning. Slutningen er alt for hurtig og nemt overstået til fordel for filmens gode "før de blev superhelte"-del. Den kompromisløse Doctor Doom ser vi alt for lidt til, til trods for at han er filmens absolut mest interessante omdrejningspunkt, hvilket ultimativt også er filmens helt store problem: Filmen vil for meget, på alt for kort tid. Det til trods, skal Fantastic Four have stor ros for at forny superhelte-genren, med hvad der frem for alt er en rigtigt vellykket sci-fi film.
FANTASTIC FOUR
