Flere nyheder

 
Litteratur
Snedronningen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Snedronningen
Tor. 6. aug. 2015

Michael Cunningham er tilbage med en intelligent, legende og følelsesmæssigt medrivende roman. "Snedronningen" følger samme narrativt kreative spor som den Pulitzer-vindende "Timerne".

Selvom der undervejs spilles på tematiske referencer, så er Michael Cunninghams nyeste værk såmænd ikke en omskrivning af H.C. Andersen dystre klassiker, eventyret om Snedronningen fra 1844. Ligesom historien, fra den verdensberømte dansker, om Kay og Gerda i deres eksistentielle dannelsesrejse fra barn til voksen handler om tabet af uskyld, udsættes persongalleriet i Cunninghams bog også for deres andel af eksistentielle problemstillinger. Dog med en handling hensat i New Yorks vinterlandskab, mellem 2004 og 2008.

De to brødre, Barrett og Tyler Meeks, står i november 2004 med hver deres krise. Den Yale-uddannede Barrett er gået i stå med sit liv. Han er konstant in between jobs, men for tiden i en vinforretning, simpelthen fordi han ikke kan fastholde noget i sit liv. At han lige er blevet droppet af sin kæreste hjælper ikke på noget. Tyler er musiker, men tjener ikke særligt godt på det og er derfor tvunget til at arbejde i en bar. Udover misbrugsproblemer, har kæresten Beth kræft. Efter Barrett flytter ind hos sin bror og Beth, oplever det ustabile vidunderbarn et underligt tegn i Central Park og fortolker det som et muligt håb for fremtiden.

Michael Cunningham er en mester i at indlejre parallelhistorier og intertekstuelle referencer i én elegant symbolladet fortælling. Trådene mellem de to brødres forhold, politiske kommentarer og den underliggende skelen til H.C. Andersens eventyr knyttes sammen til én fin sløjfe. Snedronningen er rørende læsning, der kommer godt ind under huden, mens den komplekse og alligevel jordnære menneskelige fortælling løftes let op i et mystisk leje med de eventyrlige referencer. Ligesom sne er forgængelig og omskiftelig i sin form over tid, bliver det en metafor over et koldt politisk klima, anført af George W. Bush, mens håbet om en ny tid under Barack Obama er den vintersol, der meget vel kan give et tiltrængt tøbrud.

Fortællerstemmen er dog alt andet end iskold. Udover Cunninghams allerede nævnte leg med det kreative narrativ, er det poetiske sprog - tilsat en lun humoristisk sans - flydende og fantastisk godt sammensmeltet. Bag de kolde og kalkulerede mekanismer findes et omsluttende lys og befriende sprog, der knytter sig op ad kærlighed mellem to brødre og til et dødende menneske, som giver persongalleriet håb i en eksistentiel krisetid. Både implicit overført som nation, men også helt eksplicit menneskeligt.

Snedronningen er måske ikke et mesterværk på lige fod med Timerne, men det er tæt på. Der er ingen tvivl om, at Cunninghams seneste værk er fremragende, medrivende og rørende læsning, som enhver bør kaste sig over. Politisk interesseret eller ej.

Michael Cunningham: Snedronningen
Gyldendal, 253 sider
ISBN: 8702163004