Flere nyheder

 
Diverse
60 år i manegen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
60 år i manegen
Fre. 14. aug. 2015


(Foto: Per Morten Abrahamsen)

I år har Cirkus Arena overladt tøjlerne til stand-up komikeren Uffe Holm og Signe Lindkvist, som de små kender fra DR's Ramasjang. Og man må sige, det er et godt cast! I rollen som sprechstallmeistere førte de os gennem forestillingen med humor og smittende begejstring.

Forestillingen bød på alt, hvad man kunne forvente af et rigtigt cirkus: Akrobater, cirkushest, klovne, elefanter, en tryllekunstner og en ægte cirkusprinsesse.

Som noget nyt inviterer Arena børn fra hele landet til at optræde med et nummer, når cirkus kommer til deres by. Denne aften kom en temmelig genert seksårig pige ind i manegen i hvid prinsessekjole. Men da hun begyndte at slå vejrmøller, forsvandt usikkerheden. Hun var faktisk ret sej til det. Og alle de andre børn, der sad og så på, må have tænkt: "Bare det var mig!"

Også i cirkus sker der fejl. En hest havde sin egen vilje, jongløren tabte en bold, og badutspringeren fik brug for sin sikkerhedsline. Men fejlene skete netop, fordi artisterne pressede sig selv til den yderste grænse for, hvad de kunne præstere. Jongløren Michael Ferreri "nøjedes" ikke med 8 bolde, men lige skulle se, om han kunne med 9 - mens publikum heppede på ham.

Der var også numre, hvor der absolut ikke var plads til fejl. Som når syv brasilianske vovehalse kørte rundt på motorcykler i en temmelig lille dødskugle. Der holdt jeg vejret! Eller når Arenas tre elefanter dansede rundt i manegen. Der må jeg indrømme, at jeg savnede hegnet i Zoologisk Have, for de er godt nok store.

En anden, der ikke begik fejl, var tryllekunstneren Hans Ulrik. Han startede nummeret med legende let at trylle sæbebobler om til hvide duer. Og ja, jeg ved godt at han havde duerne i ærmerne, på maven og i buksebenene. Jeg holdt skam godt øje for at aflure hans tricks. Han satte duerne ind i et bur, lagde et sort tørklæde over, og pludselig sprang Signe Lindkvist frem. Der måbede jeg alligevel!

Cirkus Arenas 60-års jubilæumsshow er en stor oplevelse, men alle gode ting må have en ende. Knap var forestillingen slut, før de gik i gang med at pille cirkusteltet ned. De kunne måske godt lige have ventet 10 minutter med at bryde illusionen, men sådan er livet i et cirkus, der rejser land og rige rundt.

CIRKUS ARENAS 60 ÅRS JUBILÆUMSFORESTILLING

Anmeldt 5. august i Farum.

Se turnéplan