Flere nyheder

 
Film
Op ad bakke i bakgear

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Op ad bakke i bakgear
Tor. 17. sep. 2015

(Foto: UPI Media)

Det er sikkert og vist; det er da på tide at reboote "The Transporter"-sagaen. Altså de der tre film med vores alle sammens sammenbidte britiske kampsport-muskelbøf, Jason Statham, der alle handler om det samme. For det første er det jo hele syv år siden sidste film kom, samtidig med at "Transporter: The Series" kørte frem til 2013. Verden har brug for flere film om samme mand i samme bil, der møder de samme skurke eller deres østeuropæiske fætre, i Frankrig, i andre biler som ikke er nær så seje. Derfor - fra Luc Besson til verden: Her er "The Transporter Refueled". Denne gang uden Jason Statham.

Frank Martin (Ed Skrein), "The Transporter" blandt venner, har et rigtigt godt job. Han lever af at bringe forbrydere fra a til z, uden at stille spørgsmål. Frank vil nemlig ikke kende svaret, da det kan bringe ham i uføre - samtidig med at det jo sjovt nok også betyder, at den gæve chauffør pga. sin uvidenhed konsekvent kastes ud i situationer, han ikke vil være en del af. Nuvel - i denne omgang skal han så transportere fire prostituerede, der begår et bankrøveri. Ikke helt tilfældigt er de gået målrettet efter en ubarberet østeuropæisk (se hvad jeg sagde!) gangsterboss og bordelejer, der tilfældigvis havde en lang række værdigenstande. Dermed er Frank, endnu engang, på glatis, fordi han ikke ville vide noget på forhånd. Da Franks far, der ellers mest af alt holder af at drikke dyr rødvin, også bliver indblandet og kidnappet et par gange, bliver det personligt.

The Transporter Refueled er en af de meget få film, der er så himmelråbende elendig, at man ikke engang gider strække armene op mod himlen. De tidligere tre film med Jason Statham er bestemt ikke mesterværker, men de var i det mindste en smule underholdende. Nyeste skud på stammen er imidlertid alt andet end nyt, endsige blot en smule underholdende. Ikke alene fordi den er opbygget præcis som de andre film, manuskriptet er klodset og fyldt med plothuller, skuespillerne er dårligt instrueret og filmens forsøg på tilføre selvironisk macho-dialog er alt for elendigt til, at det kan være dårligt på den sjove måde.

Bevares -The Transporter Refueled er springfyldt med energi, bomber, eksplosioner, kampe med middelalderøkser og håbløst ringe biljagter. Det til trods bliver man ikke revet med. Det skulle da lige være af den følelse af afmagt, der alligevel fastholder en i sædet, som var det ét stort trafikuheld, at man var vidne til på 1. række.

THE TRANSPORTER - REFUELED

Se spilletider
Se filminfo