(Foto: Betty Nansen Teatret)
Med opsætningen af Yukio Mishimas "Madame de Sade" demonstrerer Betty Nansen Teatret et højt kunstnerisk ambitionsniveau, men gør det ikke nemt for publikum.
Marquis de Sade, selve omdrejningspunktet for forestillingen, er fraværende. Han er i fængsel, på flugt, så tilbage i fængsel i løbet af de tyve år, forestillingen spænder over. På scenen er seks kvinder, seks perspektiver på Marquis de Sades udskejelser: Igennem alle årene står kvinden, der bærer hans navn, Madame de Sade (Sonja Richter), trofast ved sin mands side, mens hendes mor (Kirsten Olesen) forsøger at overtale hende til at forlade ham. Lillesøsteren, Anne, (Molly Blixt Egelind) hælder olie på bålet, da hun afslører, at hun har haft en affære med Marquis de Sade. En anden af hans elskere, den frivole Comtesse de Saint-Fond (Cecilie Stenspil), beretter om sadomasochistiske orgier (ikke overraskende har Marquis de Sade lagt navn til ordet "sadisme"). Den kvieøjede baronesse de Simiane (Marie Louise Wille) korser sig ganske vist, men kan ikke lade være med at lytte med. Imens disse adelige damer på skift skændes og mindes, tusser den aldrende husholderske Charlotte (Sonja Oppenhagen) omkring. Hvad hun tænker, kommer ingen ved.
Scenen er et højtloftet, dybt, hvidt rum. Undertiden falder der sort pulver ned langs væggene, men det er et billigt trick. De seks kvinder er hele tiden på scenen, passive eller aktive. De er ikke stadset op i krinoliner og pudderparykker, men bærer simpelt tøj holdt i sort og hvidt. Rekvisitter: Seks stole, en ridepisk og et samuraisværd.
I sin opsætning af den japanske forfatter Yukio Mishimas stykke Madame de Sade (1965) har Stefan Larsson skåret helt ind til benet, eller rettere ordet. For replikkerne er det eneste, der holder den ellers handlingsløse forestilling sammen. Og ja, replikkerne er poetiske, men mere tænkte end talte. Selvom de seks skuespillerinder lægger ild og sjæl i, klinger det en smule teatralsk. Som publikum skal man virkelig spidse ører, for der bliver ikke givet ved dørene.
Kirsten Olesen leverer en fænomenal præstation i sin fremstilling af moderen, der er villig til at gå fra den ene yderlighed til en anden for at beskytte sig selv og sine piger. Over for hende står datteren, Madame de Sade i Sonja Richters skikkelse, tvivlende, passioneret, skråsikker og ja, ret umulig at gøre sig klog på, når hun fortæller om den lysende sti, Marquis de Sade har vist hende. Hun er forestillingens gåde. Hvorfor forlader hun ham ikke? I sidste scene har den franske revolution på tragikomisk vis vendt op og ned på det hele. Og pludselig står Marquis de Sade uden for døren og banker på. Og efter at have ventet på ham i 20 år vælger Madame de Sade nu at afvise ham. Det blev man ikke meget klogere af.
MADAME DE SADE
Betty Nansen Teatret
Se spilleplan
