Flere nyheder

 
Teater
Uskrevne regler brydes

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Uskrevne regler brydes
Man. 28. sep. 2015


(Foto: Costin Radu)

Det er nyt og frisk, når Den Kongelige Ballet går på scenen med balletaftenen "Short Time Together". Hele tre balletter om livets forgængelighed og publikums korte møde med danserne på scenen kan man nyde på teatrets gamle scene - værkerne er skabt direkte til Det Kongelige Teater.

Slovakiske Natalia Horecna har koreograferet historien om den gamle dame på 94, Kizzy Matiakis, der er ved at tage afsked med livet, og som med døden i skikkelse af en elegant Marcin Kupinski i kjole og hvidt ser tilbage på det liv, hun har haft fra fødsel til død, inden hendes fysiske krop langsomt forsvinder op gennem loftet på en trapez. Der er datteren Ida Praetorius, der effektfuldt fødes af Alba Nadal med hjælp fra Sebastian Kloborg, og mødet med ægtemanden Jonathan Chmelensky. Balletten er både vemodig og sjov, når døden med sine tre smukke mandlige hjælpere fører den gamle dame over på den anden side. Der er pjank med fire par i rokokokostumer, og morskab når Oliver Marcus Starpov lidt umotiveret dukker op som hveps, men det er vel heller ikke alt, der skal kunne forklares og forstås?

Værket Know af Idan Sharabi bliver danset af tolv dansere i lidt shabby T-shirts, og der er ikke en egentlig handling at hente, men det gør ikke noget, for der er dans og kreativitet fra dansernes side, og den soundredigerede musik af Maurice Ravel fungerer godt.

Aftenen slutter med værket Short Time Together af det etablerede koreografpar, spanske Sol León og engelske Paul Lightfoot, og med musik af Ludwig van Beethoven og Max Richter. Kapellet under ledelse af dirigent Andreas Hanson var endelig på plads og i orden til afslutningsballetten, og det højner altid, når der spilles live. Værket indledtes med en duet mellem Sebastian Kloborg i gråt jakkesæt - en ung udgave af sin grånende far, der kommer til syne i en film hævet over danserne, og Sebastian Haynes i sort. Der er flotte billeder i dette værk, og det er smukt og enkelt, når tre herrer og en dame med en rød ramme bag sig giver den i en ballet tour de force, der både er ironisk og hædrende over for den klassiske ballet. Stephanie Sahlgren er smuk og skarp over for Alexander Bozinoff, Andreas Kaas og Gregory Dean, der både springer, snurrer og står på hænder.

Balletmester Nikolaj Hübbe nåede frem til teatret til aftenens sidste ballet efter at have udøvet sit hverv som dommer i Vild med Dans på landsdækkende tv. Det er et scoop for ham at have fire nulevende koreografer til at skabe tre balletter til sit kompagni på en aften, og hele foretagendet har en befriende og ungdommelig friskhed over sig. Der er uskrevne regler, der bliver brudt, når danserne råber og taler, og publikum spørger sig selv, om man virkelig kan det.

Det kunne de!

SHORT TIME TOGETHER
Det Kgl. Teater, Gamle Scene

Se spilleplan

The Death That Best Preserves
Koreografi: Natalia Horecna
Musik: Kronos Kvartetten, Max Richter m.fl.
Scenografi og kostumer: Christiane Devos
Lysdesign: Mario Ilsanker

Know
- præsenteret af: Corpus
Koregrafi: Idan Sharabi
Musik: Maurice Ravel
Kostumestyling: Idan Sharabi
Lysdesign: Thomas Bek Jensen

Short Time Together
Koreografi: Sol León og Paul Lighfoot
Musik: Ludwig van Beethoven og Max Richter
Scenografi: Sol León og Paul Lighfoot
Kostumer: Joke Visser og Hermien Hollander
Lysdesign: Tom Bevoort

Film: Instrueret af Sol León, realiseret af Rahi Rezvani
Kostumer: Designet af Sol León og Paul Lightfoot, realiseret af Joke Visser og Hermien Hollander
Dirigent: Andreas Hanson
Orkester: Det Kongelige Kapel