(Foto: Den Danske Scenekunstskole)
Ubehagelig og provokerende udlægning af Camus' klassiker om den sørgende, selvdestruktive kejser Caligula er en ujævn, overlæsset fornøjelse, men man keder sig ikke!
Scenografien starter skrabet ud med en bagvæg, hvor der via en lysprojektion stort står AKT 1, og ikke ret meget andet. Et væld af forskellige moderne gladiatorsandaler - alle hvide - sidder på de otte skuespilelever og matches med sølvskinnende kjoler, pelsgevandter og cykelshorts. Jo tak, det er moderne, og med en bevidst kejtet meta-start med hakkende oplæsning fra manuskriptet er undertegnede forbeholden fra start.
"Prop nu lidt kød på", var min stille tanke, og da jeg en time senere sidder midt i et hidsigt vanvidsridt med blod, sved, tårer, lort og bræk, kan man jo godt grine lidt af det fromme ønske. For der kommer så sandelig fart over feltet i Mikkel Flyvholms version af Caligula, der tager Camus' kredsen om livets meningsløshed helt derud, hvor det bliver både ubehageligt og provokerende.
Der gåes hverken af vejen for splatterreferencer, teaterrøg i så vilde doser, at alle føler sig generet(!), smadrende gipsplader mod styrthjelme eller forcerede blowjobs på strap on-dildoer med dertilhørende yoghurt smurt ud i hele den smukke Camilla Laus ansigt. Det er kontant og in-your-face med umiddelbare følelsesreaktioner til følge, men desværre bliver den grænseoverskridende brutalitet og desperation aldrig for alvor nærværende, som i det oprindelige forlæg.
Fremfor Camus' eftertænksomme og filosofiske fokus på ligegyldighed og magt, sidder vi i Skuespilhuset snarere fastlåst i forpustede chokeffekter - skiftevis fascineret og frastødt - og skuespillerne knokler forgæves for at give de mange kaotiske og voldsomme indfald modspil.
Sofie Torp har en pondus på scenen - og en sangstemme - der nok skal føre hende langt, ligesom der er noget Sara Bro-familiært over Jessica Dinnages anglende opråb til publikum, som gør, at man også lægger særligt mærke til hende. Og ikke mindst gør Simon Bennebjerg det virkelig godt som den uregerlige, vanvittige kejser Caligula, der skejer mere og mere ud.
Skiftevis magtfuld og magtesløs er han en øm størrelse med sin anseelige højde og sine slanke lemmer i absurde, outrerede rober, der med hæle og hovedbeklædning dygtigt udnyttes til at gøre hans lange proportioner endnu mere udtalte. Noget der også fungerer aldeles overbevisende, når han hidsigt skridter rundt med en legetøjshest, hvor hans egne ben som det naturligste i verden illuderer hestens frontparti.
Trods fine momenter undervejs og godt med humor og komisk absurde øjeblikke ender denne iscenesættelse af Caligula dog som en noget ujævn og overlæsset omgang, der kun distanceret forholder sig til Camus' kølige dissekering af menneskelig fortvivlelse.
CALIGULA
Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
Instrueret af Mikkel Flyvholm
Medvirkende: Morten Hee Andersen, Simon Bennebjerg, Jessica Dinnage, Sophie Marie Jeppesen, Camilla Lau, Mathias Skov Rahbæk, Victoria Carmen Sonne, Sofie Torp.
